Toldere fandt 1,5 ton narkotika sidste år

Torsdag 23. marts 2023 kl: 10:41
Af: Redaktionen

Toldere fandt 1,5 ton narkotika sidste år
36 kokain gemt i en container på Aarhus Havn i september 2022. (Foto: Toldstyrelsen)

En ny opgørelse fra Toldstyrelsen viser, at toldere rundt i landet tilbageholdt store mængder kokain, hash og amfetamin i 2022. Sammenlignet med 2021 har Toldstyrelsen registreret stigninger på tværs af alle ulovlige stoffer

For kokain er tallet steget fra 7 kg i 2021 til 112 kg kokain i 2022, for hash er tallet steget fra 146 kg til 555 kg, mens tallet for amfetamin er steget fra 15 kg til 50 kg. For nye psykoaktive stoffer - eksempelvis opioider og benzodiazepiner - er tallet steget fra 80 kg i 2021 til knap 270 kg i 2022.


- Vi så rigtig meget narkotika i vores kontrol sidste år. Heriblandt en række opsigtsvækkende sager med flydende kokain i vinflasker, LSD-frimærker i breve til flere hundrede kg hash skjult i en køletrailer. Sagerne vidner om, at smuglerne er meget kreative, så derfor har vi toldere placeret i hele landet, siger kontroldirektør Michael Lund.


I alt har tolderne registreret over 3.300 narkotikasager, hvilket er en stigning på 400 sager sammenlignet med 2021. Siden 2019 er antallet af narkotikasager steget, da tolderne oftere end før finder narkotika i pakker og breve hos post- og kurervirksomheder.


Et halvt kg hash gemt i en flæskesteg i februar 2022. (Foto: Toldstyrelsen)


Toldstyrelsen finder narkotika i både flydende og fast form hos rejsende i lufthavne, i containere på havne og i pakker og breve. I september fandt toldere eksempelvis 36 kg kokain i en container på Aarhus Havn og senere samme måned 225 kg hash i en køletrailer ved grænsen i Padborg.


Toldstyrelsen samarbejder med politiet om kontrollen af forskellige former for narkotika for at begrænse ulovlig indførsel og handel i Danmark. Sagerne bliver overdraget til politiet, der står for den videre efterforskning. 














Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.