Lastbilsælger skifter fra tysk til hollandsk - på SjællandOnsdag 21. december 2022 kl: 11:06 Af: RedaktionenNyscan Trucks i Køge, der er autoriseret DAF salgs- og serviceforhandler, har ansat 46-årige Ronnie Christensen som ny salgschef for DAF-salget øst for Storebælt. Ronnie Christensen kommer senest fra en stilling som salgskonsulent hos Mercedes-Benz lastbiler, hvor han har været i over 10 år. Inden siden hos Mercedes-Benz har Ronnie Christensen også solgt Scania- og Renault-lastbiler Ronnie Christensen, der oprindeligt er uddannet lastvognsmekaniker hos det daværende Mercedes-Benz lastbilværksted i Gladsaxe, er ud af en vognmandsfamilie og kom efter sin uddannelse ”hjem” til familiefirmaet Orla Christensen & Sønner A/S i Karlslunde. Her fik han et bredt indblik i vognmandsbranchen og arbejdede både med disponering og drift som henholdsvis kørselsleder og værkstedsansvarlig for en flåde på op til 65 lastbiler. Ronnie Christensen var også ansvarlig for køb og salg af vognmandsforretningens vognpark, som dengang også omfattede en hel del DAF-lastbiler. Undervejs arbejdede han også et år som mekaniker hos det daværende DAF København. ![]() Ronnie Christensen er ny salgschef hos Nyscan Trucks. - Jeg har længe søgt en stærk salgsprofil til Nyscan Trucks, og med Ronnie har vi fået en rigtig god holdspiller på DAF-holdet, siger administrerende direktør Kasper Rasmussen fra Nyscan Trucks. Han fremhæver, at Ronnie Christensen med sin baggrund har et stort kendskab til vognmandsbranchens behov for både driftsøkonomiske og konkurrencedygtige lastbilløsninger, og har et stort produktkendskab til både lastbiler og opbygninger. - Med sin tekniske baggrund vil han hurtigt lære DAF's produktprogram at kende, så han kan rådgive kunderne på bedste vis, lyder der fra Kasper Rasmussen. Selv peger Ronnie Christensen på, at DAF med sin nyeste lastbilgeneration i form af de tunge DAF XF, XG og XG+-lastbiler til regional og international langturskørsel og senest den helt nye DAF XD-serie til distributions- og entreprenørkørsel står rigtig stærkt på markedet. - Nu har DAF potentiale til en langt større markedsandel i Danmark, og jeg ser frem til at bidrage til at udbygge Nyscan Trucks og DAFs markedsandel på Sjælland og Lolland-Falster, siger han. Privat bor Ronnie Christensen i Frederikssund samme med sin hustru og tre børn. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |