Septembers passagertal nærmer sig tallet fra september før corona-tiden

Onsdag 12. oktober 2022 kl: 11:35
Af: Redaktionen

Septembers passagertal nærmer sig tallet fra september før corona-tiden

I alt 2.282.615 passagerer rejste til og fra Københavns Lufthavn i september. I forhold til september sidste år, hvor passagertallet endte på 1.294.161, er der tale om fremgang på 76,4 procent. I forhold til september 2019 - før coronatiden - hvor passagertallet var på 2.804.077, var passagertallet for september i år 18,6 procent lavere

- Tallene viser, at folk er parat til at rejse ud i verden, så snart restriktionerne bliver ophævet. Det er helt klart det, vi ser med Thailand i øjeblikket, og vi håber på, at resten af Asien også snart følger trop, så vi for eksempel kan få flere fly mellem CPH og Kina, siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.


Septembertallene viser, at der var fremgang på langdistanceruter til og fra Københavns Lufthavn. I september rejste 215.765 passagerer på langdistanceruter. Det svarer til at 72 procent af passagererne på langdistanceruter er tilbage sammenlignet med 2019. Sidste måned lå indekset på 63.


- Det har primært været indenrigs - og europæiske ruter, der har oplevet fremgang i antallet af passagerer siden genåbningen af luftfarten. Derfor er det ekstra glædeligt, at der kommer mere gang i trafikken på langdistanceruterne. Københavns Lufthavn er et af de vigtigste trafikknudepunkter i Nordeuropa med gode forbindelser ud i verden - og det skal vi blive ved med at være, siger Peter Krogsgaard.


Københavns Lufthavn oplyser, at travlheden fortsætter i oktober med travle rejsedage i forbindelse med efterårsferien. Søndag 9. oktober var godt 86.000 passagerer igennem lufthavnen, og i de to næste weekender skal op mod 90.000 passagerer gennem lufthavnen på de mest travle dage.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.