ANALYSE:

Høje energipriser kan mindske BNP med op mod 2,4 procent i 2023

Mandag 12. september 2022 kl: 13:17
Af: Redaktionen

De samlede økonomiske konsekvenser af energi-inflationen og dens afledte effekter er et BNP-niveau på 2,4 procent lavere i 2023 i forhold til en situation med normale energipriser. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsen Erhvervsråd

Samlet set betyder de stigende energipriser, at BNP i 2023 vil være 2,4 procent lavere end ellers, mens energiinflationen i år vil påvirke BNP i negativ retning med 1,5 procent. Beregningerne ser isoleret på effekten af de stigende energipriser og medregner ikke andre effekter såsom stigende renter eller forsyningskædeproblemer.


- De høje energipriser kommer til at betyder lavere produktion end ellers. Det vil lede til mindre efterspørgsel på personale. Derfor vil vi se en stigning i ledigheden og en lavere beskæftigelse, end i en situation med normal inflation i energipriserne, siger Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.


- Det er 40 år siden, at vi har set et tilsvarende inflationsniveau i Danmark, og det skyldes særligt de stigende energipriser. Men det er ikke kun tallet på forbrugerens el- eller gasregning, der er blevet højere, også normale dagligvarer er blevet dyrere på grund af energipriserne. Priserne på mælk og smør er vokset, fordi det er blevet dyrere for producenterne at købe den mængde energi, der skal til for at producere, siger Sofie Holme Andersen.


- Det er dog vigtigt at understrege, at inflationen hovedsageligt er noget vi har importeret fra udlandet. Det betyder, at der fortsat ikke er tegn på en eskalerende pris/lønspiral. Inflationen rammer dog i høj grad forbrugerne hårdt alligevel, siger Sofie Holme Andersen


Analysen er foretaget på den makroøkonometriske model ADAM.


Analysens hovedkonklusioner:
  • Stigende inflation medfører, at forbrugerne køber færre varer og tjenester. De samlede økonomiske konsekvenser af energiinflationen og dens afledte effekter er et BNP-niveau 2,4 procent lavere i 2023 i forhold til en situation med normale energipriser
  • Dansk økonomi er på vej mod en afmatning - særligt når man også tager stigende renter, forsyningskædeproblemer og fødevarekrise i betragtning


Effekter af høje energipriser

År

2022

2023

BNP

-1,5 procent

-2,4 procent

Beskæftigelse

-18.000 personer

-35.000 personer

Ledighed

11.000 personer

20.000 personer

Forbrug

-3,1 procent

-4,6 procent

Forbrugerpriser

6,7 procentpoint

1,4 procentpoint

Forbrugerprisen på energi

71,6 procentpoint

8,8 procentpoint

Tabellen angiver effekterne i år 2022 og 2023 af et stød til energipriserne i modellen ADAM.


Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik, ADAM og egne beregninger.

NB: For BNP, beskæftigelse, ledighed og forbrug er det angivet, hvor meget lavere niveauet er i forhold til en situation uden kraftige energiprisstigninger. For alle forbrugerpriser er angivet afvigelsen fra den normale inflation, som følge af de kraftige energiprisstigninger.


Interesserede kan læse analysen her:









Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.