Klimabevægelse gik i aktion mod Aarhus HavnTirsdag 6. september 2022 kl: 11:08 Af: Redaktionen100 aktivister blokerede ifølge gruppen "Fæld Klimafælden" mandag havnen i Aarhus i en aktion mod udvidelsen af Aarhus Havn. Gruppen forklarede, at aktionen var kulminationen på en fem dage lang klimacamp, som var den første af sin art i Danmark Ifølge "Fæld Klimafælden" var blokaden af olie- og containerhavnen i Aarhus en protest mod planerne om at udvide Aarhus Havn. - Gigantudvidelsen af Aarhus Havn er en kæmpe klimafælde, som baserer sig på fortsat overudnyttelse af jordens ressourcer og andre mennesker i navnet af økonomisk vækst, gemt bag et slør af falske teknologiske løsninger. Vi vil en ægte grøn og social retfærdig omstilling, hvor vi nedskalerer vores forbrug, ikke udvider. Derfor er vi en samlet bevægelse der sætter foden ned i dag, lød det fra Nicoline Petersen, der deltog i klimacampen. Mandagens aktion var kulminationen på en klimacamp, der de sidste fire dage har fundet sted uden for Aarhus. Den var inspireret af lignende klimacamps i andre lande - eksempelvis Ende Gelände i Tyskland. "Fæld Klimafælden" oplyser, at det var første gang den form for klimaaktivisme blev taget i brug i Danmark. På klimacampen blev der ifølge "Fæld Klimafælden" afholdt workshops i civil ulydighed, oplæg om fossil infrastruktur og udvekslet erfaringer mellem aktivister. Til klimacampen og aktionen deltog aarhusianske grupper som Det Fælles Bedste og nationale bevægelser som Extinction Rebellion Danmark, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Global Aktion, Bedsteforældrenes klimaaktion og den nystartedede gruppe Fæld Klimafælden, der havde taget initiativ til klimacampen. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |