Politiet kontrollerede lastbiler og busser på BornholmTirsdag 23. august 2022 kl: 11:57 Af: RedaktionenFærdselsafdelingens tungvognspecialister fra Tungvognscenter Øst (TCØ) er i disse dage på Bornholm for at kontrollere lastbiler og busser - og andet relevant Mandag blev der standset 20 lastbiler, hvor politiet kunne notere fejl på to køretøjer med en synsindkaldelse til følge. Der blev kontrolleret tre busser, hvoraf en blev indkaldt til kontrolsyn hos en synsvirksomhed på grund af en revnet forrude. Tungvognscenter Øst tjekkede derudover 10 varebiler, hvor der blev en sag på den ene. Varebilen blev anvendt til erhvervsmæssig dyretransport med en tilkoblet påhængsvogn. Påhængsvognen var ikke blevet rengjort efter den seneste transport og var tilsmudset med blod og afføring. Polotiet fremhæver, at køretøjer, der anvendes til erhvervsmæssig dyretransport, skal rengøres umiddelbart efter endt transport. Der blev også kontrolleret en traktor med tilkoblet påhængsvogn. Ved kontrol på bremserullefelt blev det konstateret, at påhængsvognen ikke kunne bremse korrekt. Årsagen til den manglende bremsevirkning skyldtes, at olieslangen til de hydrauliske bremser på påhængsvognen ikke var blevet tilsluttet korrekt. På grund af den manglende bremsevirkning blev nummerpladen afmonteret og afmeldt. Føreren vil på et senere tidspunkt blive indkaldt til møde i retten, hvor konsekvensen af overtrædelsen bliver afgjort. Både fører og registrerede bruger vil blive sigtet for overtrædelsen. Endvidere blev en personbil standset, da den støjede for meget. Ved støjmålingen blev det konstateret, at den larmede over den tilladte grænse. Ved den videre undersøgelse fik politiet en mistanke om, at personbilen var blevet manipuleret (ændring af motorstyringen og afmontering af den godkendte katalysator) Køretøjet blev indbragt til politigården med henblik på nærmere undersøgelse på et autoriseret værksted. Kontrollen fortsætter de næste par dage. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |