Rederikoncern med ro/ro og ro/pax-skibe oplever fortsat vækstTirsdag 16. august 2022 kl: 12:14 Af: RedaktionenDelårsrapporten for årets andet kvartal fra rederikoncernen DFDS viser fortsat høj vækst med et driftsresultat på 1,46 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på 63 procent i forhold til samme kvartal sidste år. DFDS vil udbetale et ekstraordinært udbytte til sine aktionere på 4 kroner pr. aktie og forventer et driftsresultat for hele året på 4,8 milliarder kroner - Vi opnåede et stærkt resultat for andet kvartal baseret på en solid indsats fra hele organisationen. Vi er godt på vej til at fortsætte med at vokse, mens vi tilpasser os til både udfordringer og muligheder, siger Torben Carlsen, der er administrerende direktør for DFDS. DFDS-koncernens omsætning steg 67 procent til 7,0 milliarder kroner som følge af det igangværende opsving i antallet af færgepassagerer og deres forbrug samt af højere priser på fragtfærgeruter og logistikløsninger til dækning af stigende energi- og andre omkostninger. Derudover blev omsætningen øget gennem købene af HSF Logistics Group i september 2021 og ICT Logistics i januar 2022. Driftsresultatet - EBITDA - steg 63 procent til 1.459 millioner kroner. Det samlede fragt-EBITDA for færge- og logistikaktiviteterne før særlige poster steg 25 procent til 1.204 millioner kroner drevet af højere indtjening i alle forretningsenheder. Det samlede EBITDA for passageraktiviteterne for andet kvartal i forretningsenhederne Channel, Baltic Sea og Passenger steg fra -70 millioner kroner i 2021 til 255 millioner kroner i år. Indtjeningen blev forbedret i alle tre forretningsenheder på baggrund af det igangværende opsving i passagerrejser. Passager-EBITDA’et for 2. kvartal var 15 procent lavere end i 2019 - det seneste år før corona-tiden. DFDS' forventninger til det samlede driftsresultat - EBITDA før særlige poster - for 2022 vil ligge på mellem 4,4 og 4,8 milliarder kroner. Interesserede kan se DFDS' delårsrapport for andet kvartal 2022 her:
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |