TRANSPORTORGANISATION TIL CAMPISTER:

Husk parkeringsreglerne på rastepladserne

Fredag 15. juli 2022 kl: 16:00
Af: Redaktionen

Transportorganisationen ITD, der har omkring 800 små, mellemstore og store transportvirksomheder i medlemskredsen, opfordre campister til at være opmærksomme på, hvor de holder på landets rastepladser. Pladserne til lastbiler er til lastbiler, og pladserne til campingvogne og autocampere er til campingvogne og autocampere

ITD peger på, at der er mangel på rastepladser til lastbiler, og pladsmanglen forværres, når bilister i campingvogne på sommerferie bruger lastbilernes parkeringspladser langs motorvejene. Derfor opfordrer ITD bilister med campingvogne til at huske parkeringsreglerne - for lastbilchaufførerne er afhængige af rastepladserne, når de skal holde deres hvil.


- Selvom det er sommerferie, så skal der stadig transporteres varer rundt i Danmark, og lastbilchaufførerne er helt afhængige af, at kunne holde deres hvil på de danske rastepladser, siger Anders Jessen, der er chefkonsulent i ITD.


- Derfor stilles chaufførerne i en uacceptabel situation, hvis pladserne til lastbiler er optaget af biler med campingvogne. For så bliver de tvunget til at holde ulovligt eller bryde køre- og hviletidsreglerne i jagten på en parkeringsplads, siger han videre.


De danske rastepladser er ofte indrettet med forskellige parkeringsområder for biler, campingvogne og lastbiler, og når campingvogne holder på lastbilernes parkeringspladser, kan det skyldes, at de ferierende bilister ikke er opmærksomme på reglerne.


- En bil med campingvogn kan ofte ikke være på en normal parkeringsplads, og hvis man ikke kender reglerne, kan det være grunden til, at de finder en større plads, som er beregnet til lastbiler, siger Anders Jessen, som derfor henstiller til, at campingfolket er opmærksomme på skiltningen og reglerne på rastepladserne.


Interesserede kan læsemere om brugen af rastepladser langs vejene her:







Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.