Dansk transportkoncern har taget sit nye logistik-center i Sverige i brug

Mandag 20. juni 2022 kl: 11:07
Af: Redaktionen

Dansk transportkoncern har taget sit nye logistik-center i Sverige i brug

Torsdag i sidste uge indviede transport- og logistikvirksomheden, Frode Laursen A/S, første fase af sit nye logistikcenter på i alt op til 85.000 kvadratmeter i Eskilstuna. Logistikcentret er bygget efter Frode Laursen's Green Warehouse Vision, der blandt andet betyder stort fokus på CO2-venligt byggemateriale, vand- og varmegenvinding og 100 procent grøn strøm. Første fase er på 40.000 kvadratmeter

- Eskilstuna er vores mest bæredygtige logistikcenter til dato. Her tager vi al den erfaring, vi har fra vores tidligere lagerbyggerier og kombinerer dem med den seneste teknologiske udvikling og et tæt samarbejde med nøje udvalgte leverandører, siger administrerende direktør i Frode Laursen, Thomas Corneliussen.
 

Erfaringen betyder eksempelvis, at alle stålbjælker er lavet af genbrugsstål, der er brugt CO2-neutral isolering, ligesom der er etableret et såkaldt NOXOUT-tag, som optager skadelige NOx-partikler. Endelig bliver regnvand genanvendt til vaskehal, rengøring og toiletter.


- På den måde har vores bæredygtighedsfokus både været i etableringen af logistikcentret og i den videre drift, siger Thomas Corneliussen.


Perfekt placering
Frode Laursen, der er en af Nordens store logistikvirksomheder indenfor transport, opbevaring og value added-services på dagligvarer og byggemateriale, har i forvejen 650.000 kvadratmeter logistikcentre i Norden og Nordtyskland. I Sverige har Frode Laursen logistikcentre i Åstorp og Gøteborg, men det er virksomhedens første logistikcenter i Mälardalen.


- Vi er rigtig glade for placeringen her Eskilstuna Logistikpark tæt på store retailers som COOP og Amazon. Det passer perfekt til en virksomhed som vores, der har FMCG som kerneområde, siger Thomas Corneliussen.


De første kunder er allerede flyttet ind og der er indtil videre skabt cirka 50 nye arbejdspladser på det nye logistikcenter med udsigt til flere den kommende tid.
 

Tekst til billedet ovenfor:

Repræsentant fra ejerfamilien, Mira Andersen, åbnede sammen med den første kunde på logistikcentret: Magnus Forsling, head of raw material supply and logistics, Orkla Confectionery & Snacks Sweden, officielt logistikcentret. (Foto: Frode Laursen A/S)





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.