Fossilfrit produceret stål bliver en bærende del i el-lastbiler

Tirsdag 24. maj 2022 kl: 11:46
Af: Redaktionen

Fossilfrit produceret stål bliver en bærende del i el-lastbiler

Som verdens første lastbilproducent introducerer Volvo Trucks nu fossilfrit stål i sine lastbiler. Stålet er produceret af den svenske stålproducent SSAB, og Volvo Trucks' kraftige elektriske lastbiler bliver de første, hvori det fossilfri stål vil indgå

Stålet fra SSAB er produceret ved hjælp af en ny teknologi baseret på brint. Resultatet er en meget lavere klimabelastning end fra konventionelt produceret stål. Introduktionen af det fossilfri stål i Volvo Trucks' tunge elektriske lastbiler begynder i tredie kvartal i år.


- Vi vil øge brugen af fossilfri materialer i alle vores lastbiler for at gøre dem CO2-neutrale, ikke kun under driften, men også, når det gælder de materialer, de er bygget af, siger Jessica Sandström, der er Senior Vice President Product Management hos Volvo Trucks.


Det første stål, der produceres med SSAB's brint-teknologi, vil blive brugt i lastbilernes chassisrammer, der udgør lastbilernes bærende del, hvorpå alle andre hovedkomponenter monteres. Efterhånden som tilgængeligheden af fossilfrit stål øges, vil det også blive brugt i andre dele af lastbilerne.


90 procent af lastbilen kan genbruges
I dag består omkring 30 procent af en ny Volvo-lastbil af genbrugsmaterialer, og op til 90 procent af lastbilen kan senere genbruges, når den bliver udrangeret.


- Vi tilstræber løbende at minimere vores klimaaftryk yderligere. Vi bevæger os også mod større cirkularitet både i vores drift og produktion og i de færdigproducerede lastbiler, siger Jessica Sandström.


Volvo Group har samarbejdet med SSAB om fossilfrit stål siden 2021. Den første maskine produceret af fossilfrit stål - en selvkørende Volvo-entreprenørmaskine til transport af materialer i underjordiske og åbne miner - blev præsenteret i oktober 2021. Fossilfrit stål vil fremover være et vigtigt supplement til det traditionelle stål og genbrugsstål, der anvendes ved produktionen af Volvo lastbiler.


Volvo Trucks har forpligtet sig til at overholde Paris-aftalen og til helt at undgå af udlede drivhusgasser i sine værdikæder senest i 2040.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.