CORONA-ØKONOMI:

Virksomheder har betalt knap to trediedele af corona-lånene tilbage

Fredag 29. april 2022 kl: 10:29
Af: Redaktionen

For omkring 45.000 virksomheder var 1. april skæringsdato for den første tilbagebetaling af coronalån. Skattestyrelsen oplyser, at knap 14 milliarder kroner ud af 22 milliarder udlånte kroner er blevet betalt tilbage, mens virksomheder, der har lån for 6,2 milliarder kroner har bedt om en betalingsordning hos Skattestyrelsen. Dertil kommer en rest af virksomheder, som endnu ikke har tilbagebetalt eller oprettet en betalingsordning for det restereden udestående på knap 2 milliarder kroner. Disse virksomheder vil blive kontaktet af Skattestyrelsen i den kommende tid

Da corona-pandemien ramte Danmark i 2020, vedtog Folketinget en række låneordninger for at styrke likviditeten hos økonomisk trængte virksomheder under krisen. Skattestyrelsen fik i den anledning til opgave indenfor kort tid at oprette og administrere i alt otte rentefri låneordninger, som blev dannet i 2020 og 2021. 


Det samlede antal af coronalån er fordelt på ca. 48.000 virksomheder fra mange forskellige brancher og dækker over et samlet beløb på ca. 34 milliarder kroner. Størstedelen af lånene, set i forhold til antal af virksomheder og værdien af lånene, havde frist for tilbagebetaling 1. april, hvor knap 45.000 virksomheder skulle betale ca. 22 milliarder kroner tilbage til statskassen. 


Skattestyrelsens opgørelse pr. 28. april viser, at virksomhederne samlet har indbetalt knap 14 milliarder kroner siden 1. april, og at der er oprettet betalingsordninger på 6,2 milliarder kroner.


- Lånene blev oprettet i en helt særlig tid for at sikre, at der var likviditet i samfundet, og derfor skulle vi med kort varsel skrue komplicerede låneordninger sammen, så pengene kom ud at arbejde. Det var det primære formål, og det lykkedes, siger fagdirektør i Skattestyrelsen, David Fjord Nielsen, der fortsætter:


- Størstedelen af virksomhederne har betalt tilbage, og en række har oprettet betalingsordninger, men der er også en gruppe, som ikke har reageret, og dem sender vi nu et rykkerbrev.


Ca. 15.000 virksomheder har valgt at indgå en betalingsordning med Skattestyrelsen. De har haft mulighed for at indgå i en almindelig betalingsordning på op til 12 måneder eller en udvidet betalingsordning, hvor lånet kan afdrages over op til 24 måneder. Begge bærer den gældende rente på betalingsordningen på 0,7 procent pr. måned. 


- I lånenes løbetid var lånene rentefrie, mens der i betalingsordningerne tilskrives renter på normale vilkår. Dermed følger renten de andre skyldige poster på Skattekontoen, siger David Fjord Nielsen.


Efter fristens udløb er der en række virksomheder, som ikke har reageret. Disse virksomheder, der har lån som svarer til 1,7 milliarder kroner, modtager indenfor kort tid et rykkerbrev med ny frist for betaling otte hverdage senere. Hvis virksomhederne heller ikke reagerer på dette, bliver eventuelle udestående lån sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.