Containerskib er trukket fri af grunden ud for USA's østkyst

Tirsdag 19. april 2022 kl: 12:48
Af: Redaktionen

Søndag lykkedes det for seks slæbebåde at trække det containerskibet »Ever Forward« fri af den grund, som skibet stødte på ud for Baltimore på den amerikanske østkyst for fem uger siden.


Det er endnu ikke klarlagt, hvorfor containerskibet forlod sejlruten og endte med at sidde fast i tykt mudder.


Inden skibet blev trukket fri, var det blevet lettet for omkring 500 containere, så det ikke stak så dybt. Derudover var der blevet fjernet store mængder mudder rundt om skibet.


»Ever Forward« blev efter bjærgningen bugseret til en ankerplads ud for Annapolis, hvor det skal undersøges for skader. Hvis skibet er sødygtigt, vil det - efter at have fået de omkring 500 containere tilbage - kunne genoptage den afbrudte sejlads til Norfolk i Virginia.


Rederiet Evergreenn gjorde sig også bemærket sidste år, da containerskibet »Ever Given« kom ud af kurs og lagde sig på tværs af Suez-kanalen, som derefter var blokeret i en uges tid.






Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.