TRANSPORTORGANISATION TIL VEJDIREKTORATET:

Træk dette makværk af et udbud tilbage

Onsdag 13. april 2022 kl: 11:55
Af: Redaktionen

Vejdirektoratet trak i marts et udbud af vintertjeneste på Statens veje tilbage efter kritik fra en række organisationer på vejtransportområdet. Organisationerne pegede blandt andet på, at udbuddet ikke tog højde for nye regler om håndhævelse af arbejdstidsregler. Nu har Vejdirektoratet offentliggjort et nyt udbud af vintertjenesten, hvor det fremgår, at spørgsmålet om arbejdstidsregler endnu ikke er afklaret. Det er ikke i orden, lyder det fra transportorganisationen ITD, som dermed ligger på linie med vognmandsorganisationen DTL

Frem for få afklaret spørgsmålene i sagen, har Vejdirektoratet sendt udbuddet ud. ITD peger på, at de uafklarede regler kan føre til, at vognmænd ikke byder ind på vintertjenesten.


- Vi konstaterer her lige før påske, at Vejdirektoratet sender et nyt udbud af vintertjenesten ud med kæmpe usikkerhed og uden de nødvendige afklaringer. Det giver os jo et klart indtryk af, at Vejdirektoratet forsøger at snige udbuddet ud i ly af påsken for at undgå opmærksomhed. Og det er ikke i orden, siger chefkonsulent i ITD Jens Hvid Bang.
 

ITD peger ligesom vognmandsorganisationen DTL på, at det, der ikke er faldet på plads, er spørgsmålet om, hvilke arbejdstidsregler, der gælder, når vognmænd udfører såkaldt blandet kørsel, som er en blanding af vintertjeneste og normal godskørsel.
 

ITD nævner i den forbindelse, at det spørgsmål har transportminister Trine Bramsen (S) allerede tilkendegivet, at hun vil komme med svar på senest i maj. Derfor undrer det ITD, at Vejdirektoratet ikke venter på ministerens afklaring, men i stedet sender udbuddet ud nu.


- Det virker jo helt grundlæggende til, at Vejdirektoratet ikke taler sammen med transportministeren i denne sag. Og det har resulteret i, at det her meget usikre udbud bliver sendt ud. Det skaber endnu mere usikkerhed hos vognmændene, og den usikkerhed kan resultere i, at det bliver vanskeligt at finde virksomheder, der vil byde ind på opgaven, siger Jens Hvid Bang, som opfordrer Vejdirektoratet til at trække det nye udbud trækkes tilbage.


- Det har udviklet sig til lidt af en farce, og det risikerer at ramme Vejdirektoratet på troværdigheden. Vi må derfor igen opfordre Vejdirektoratet til at trække dette makværk af et udbud tilbage, siger han.


Udbuddet, som Vejdirektoratet har offentliggjort, gælder for perioden 1. juli 2022 - 30. juni 2028. Fristen for at byde på opgaven er 27. maj 2022 klokken 10.00.


Udbuddet, der har ID-nummer 2077 og udbudsnummer VIN4, kan findes på Vejdirektoratets udbudsportal via dette link - klik her:








Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.