REDERIORGANISATION:

Møde i maritim arbejdsgruppe var væsentligt fremskridt

Torsdag 24. marts 2022 kl: 09:43
Af: Redaktionen

I sidste uge mødtes IMO's arbejdsgruppe for CO2-reduktioner - "Intersessional Working Group on the Reduction of GHG Emissions from Ships". Mødet endte med enighed om at arbejde videre med at regne på brændstoffers klimaaftryk helt fra kilde til forbrænding. Den danske rederiorganisation, Danske Rederier, kalder enigheden for et lille, men vigtigt skridt

Formålet med mødet var at nærme sig hinanden før mødet i Miljøkomitéen, MEPC, i juni. Der var således ikke beslutningskompetence på mødet, men der blev givet håndslag på den videre vej i arbejdet mod at reducere udledningerne fra skibsfarten.
 

Til ugens møde diskuterede man, hvordan og hvorfor livscyklusanalyse for brændstoffer er vigtig. Ved en livscyklusanalyse medtages både udledning af drivhusgasser under produktionen af brændstoffet og udledninger fra skibet, når brændstoffet bruges. Dermed bliver produktionsmetoden af brændstoffer, der måske vil variere fra land til land, også vigtig.


- Vores store mærkesag er, at man bliver nødt til at medregne brændstoffers klimaaftryk i hele værdikæden fra udvinding, over raffinering til forbrænding. Vi skal se på det samlede billede i livscycklusperspektiv for ikke at snyde klimaet og hinanden, siger Maria Skipper Schwenn, der er direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.
 

Det handler om transparens og langtidsholdbare investeringer - ikke at tælle udledningerne dobbelt.
 

- Sat på spidsen, så skyder vi os selv i foden, hvis rederierne, havnene og brændstofleverandørerne investerer i en type brændstof, der måske nok giver fine udledningstal fra skibet, men til gengæld resulterer i en øget mængde GHG, når man tager hele produktionslinjen med. Vi skylder fra starten af at etablere det fulde billede og dermed et langt mere solidt beslutningsgrundlag, siger Maria Skipper Schwenn.
 

Og netop ideen om at se på livcyklusanalysen for brændstoffer var der generel opbakning til.
 

- Stort set alle lande støttede op om at arbejde videre med livscyklusanalysen, og indlæggene fra industriorganisationerne understregede deres opbakning. Det må vi sige er positivt, og selvom vi ikke står med et kvantespring, så var det et væsentligt skridt fremad, siger Maria Skipper Schwenn.
 

Konklusionen blev, at man indstiller til MEPC, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal se på rammerne for, hvordan man kan regne på det samlede klimaaftryk for brændstoffer. Desuden var oplægget, at arbejdsgruppen bør arbejde hurtigt og være klar med anbefalinger til jul, så den samlede tidsplan for IMO’s GHG strategi ikke skubbes yderligere.
 

Det er nu op til MEPC at tage stilling til, om arbejdsgruppen skal nedsættes, og hvilket mandat den i så fald skal udstyres med.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.