Vognmandsorganisation kritiserer statsligt udbud

Mandag 28. februar 2022 kl: 12:00
Af: Redaktionen

Staten presser vognmænd til at bryde reglerne i udbud om vintertjenester, skriver ITD. Vejdirektoratets seneste udbud om vintertjenester viser, at staten forsøger at blæse og have mel i munden, når det kommer til at sikre ordentlige forhold på de danske veje. For mens danske transportvirksomheder skal leve op til flere og flere krav og regler, så tager staten slet ikke højde for det i sine udbud.

Senest har Vejdirektoratet lavet et udbud om vintertjenester, som presser de vognmænd, der vil byde ind på opgaven, til at bryde reglerne. Vejdirektoratet har nemlig slet ikke har indregnet, at virksomhederne skal overholde arbejdstidsreglerne i prisen for vintertjenesterne.


Det kan ikke være rigtigt, at staten ikke fejer foran egen dør og indregner konsekvenserne af sine egne regler og krav, når der samtidig er en forventning om, at virksomhederne skal efterleve reglerne, mener ITD.


 - I transportbranchen tager vi opgaven med at sikre ordentlige forhold for vores ansatte meget alvorligt. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Det er derfor helt uacceptabelt, at staten udbyder opgaver, som kun kan gennemføres, hvis man bryder reglerne. Vejdirektoratets seneste udbud om vinterkørsel er et klasseeksempel på dette. Reglerne er komplicerede, og jeg er bange for, at ikke alle vognmænd er klar over, at de højst sandsynligt kommer til at bryde reglerne, hvis de byder ind på opgaver som denne, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport.


 Debatten om arbejdstidsreglerne tager - foruden regeringens nye forslag om indførsel af myndighedskontrol - sit udgangspunkt i en dom fra Østre Landsret om flextrafik fra 2019. Dommen slår fast, at rådighedstid tæller med i udregningen af arbejdstid. Med denne dom og regeringens forslag om en nidkær kontrol af chaufførernes arbejdstid, ændrer spillepladen sig fuldstændigt for transportvirksomhedernes udførsel af vintertjeneste.


 - Hvis virksomhederne skal til at indregne rådighedstid i arbejdstiden ved vintertjeneste bliver det stort set umuligt at få opgaverne udført. Ved vintertjeneste, skal virksomhederne stå til rådighed 24 timer i døgnet og i praksis vil det jo betyde, at chaufførerne har brugt alt deres arbejdstid, inden de kommer ud og køre på vejene. Det hænger slet ikke sammen, og det kan ikke være rigtigt, at Vejdirektoratet og staten ikke har større fokus på den her problemstilling, siger Carina Christensen.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.