Holstebro-virksomhed får det første eksemplar af ny lastbil-generationTirsdag 22. februar 2022 kl: 12:04 Af: RedaktionenDen første kundesolgte New Generation DAF i Danmark er netop blevet synet, godkendt, indregistreret og leveret til Dansk Biotransport A/S i Holstebro. - Det er nok ikke helt tilfældigt, at vi fik æren af at være lanceringskunde på den nye DAF-generation her i Danmark, siger direktør og medejer af Dansk Biotransport, Leo Andersen, der peger på, at firmaet har en meget lang og stolt DAF-historik - Vi er meget glade for DAF. Faktisk består vores nuværende vognpark på knap 30 lastbiler for 80 procents vedkommende af DAF, og det har den nærmest gjort siden midten af 1970’erne, siger Leo Andersen. I de senere år er det DAF-forhandler ESA Trucks Danmark A/S i Kolding, der har leveret bilerne. Senest er det salgskonsulent Christian Lyngvig, der har stået for handlen med den nye XG 530, der med et to-strengs hydraulik-anlæg er skræddersyet til kørsel med en fire-akslet walking floor-trailer, der bruges til transportaf flis, træpiller, spåner, savsmuld og andre bulk-produkter fra træindustrien i hele Danmark samt Norge og Sverige. Første danske lastbil indregistreret efter nye EU-længderegler - Den allerførste DAF XG, der er solgt i Danmark, er synet, godkendt og indregistreret efter nye EU-regler, som åbner mulighed for at køre med længere vogntog, hvis de opfylder en række krav til forbedret brændstoføkonomi, sikkerhed og komfort, siger Christian Lyngvig. Den nye DAF-generation har dermed fået en 16,5 cm længere og mere aerodynamisk front, der sænker brændstofforbruget og forbedrer kollisionssikkerheden. XG- og XG+-modellerne er desuden udrustet med en 33 cm længere sovekabine, der forbedrer chaufførkomforten markant. Dermed kan DAF XG-serien med en standard EU-sættevogn på 13,60 meter fuldt lovligt være 17 meter lang og dermed en halv meter længere end tilsvarende vogntog med trækkere af andre fabrikater. Det er også en ting, som Dansk Biotransports chauffør Jesper Sømod Jensen sætter ekstra stor pris på, da det er ham, der får glæden af at skulle køre i den nye DAF XG. Han har over 30 års erfaring fra de danske og europæiske landeveje, og han ser især frem til at kunne boltre sig i det nye førerhus, hvor de ekstra 33 cm i sovekabinen gør det til det største, mest rummelige og mest komfortable standardførerhus på det europæiske marked. Ny XG indgår i alsidig DAF-vognpark - Vi kører både med kran, kompressor, tip, walking floor mm. Samtlige biler skal kunne klare sig selv ved aflæsning hos kunderne, så derfor har de alle kraftudtag til at pumpe, blæse, krane eller tippe godset af, siger Leo Andersen og tilføjer: - Vi handler vores biler hos ESA i Kolding, og vi får udført service både hos ESA i Kolding og Padborg, hos KLC i Kolding og hos AMC i Aarhus, Randers og Hobro. Det er chaufførens bopæl, der afgør, hvor det er bedst for os at køre til service. Dansk Biotransports lastbiler kører mellem 100 og 120.000 km om året indenrigs og mellem 150 og 160.000 km om året på eksport. Bilerne udskiftes hvert femte til syvende år afhængig af kørselsopgave, hvor nogle af specialopbygningerne med blandt andet kompressor overføres til nye chassiser og dermed kører dobbelt så længe, inden de udskiftes. Den nye trækker hos Dansk Biotransport A/S i Holstebro er en tre-akslet DAF XG 530 FTN 6x2*4 med styrbar bogieaksel bag trækakslen og en seks-cylindret rækkemotor på 530 hk. Fakta om Dansk Biotransports nye DAF XG
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |