Beskæftigelsen er vokset endnu et stykke

Mandag 21. februar 2022 kl: 10:57
Af: Redaktionen

I december 2021 var der 2.916.500 personer i job, hvilket er 5.000 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,2 procent. Ser man på den private sektor, er der kommet 2.000 flere lønmodtagere siden november. I samme periode er der kommet 3.000 flere offentligt ansatte

Sammenlignet med februar 2020, som var den sidste måned inden COVID-19-krisen ramte, er beskæftigelsen samlet set 116.000 højere, hvilket svarer til en vækst på 4,1 procent. Dermed sætter lønmodtagerbeskæftigelsen endnu engang rekord med det højeste antal beskæftigede i Danmark nogensinde registreret.


- Jeg må efterhånden at knibe mig selv i armen. Beskæftigelsen og væksten herhjemme er i top og ledigheden er i bund. Den udvikling er i høj grad sket fordi regeringen sammen med et bredt flertal har gennemført omfattende hjælpepakker og ført en ekspansiv økonomisk politik. Det har sikret, at opsvinget har kunnet bide sig fast trods usikre tider, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der fremhæver, at det er lykkedes at få mange kontanthjælpsmodtagere og ikke-vestlige indvandrere med i arbejde.


- Det er enormt glædeligt, for den udvikling kommer os alle til gavn. Og som en virkelig positiv sidegevinst er antallet af børn med forældre på kontanthjælp næsten halveret på fem år. Derfor er det også rigtig vigtigt, at alle nu gør en ekstra indsats for at holde fast i de mange mennesker, som har fået en fod indenfor på arbejdsmarkedet, siger han og peger på, at der fortsat er plads til at få endnu flere med på vognen - eksempelvis nogle af de mange ledige seniorer, som hellere end gerne vil yde en indsats - og som har opbygget særlige kompetencer gennem et helt arbejdsliv, men som oplever at blive valgt fra på grund af deres alder. 


- Det er vi simpelthen nødt til at gøre noget ved, understreger Peter Hummelgaard.


Interesserede kan se de seneste tal for beskæftigelsen fra Danmarks Statistik her:








Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.