BY I NORDVESTSJÆLLAND:

Busser i egen bane skal mindske trængsel

Tirsdag 25. januar 2022 kl: 11:48
Af: Redaktionen

Holbæk Kommune og trafikselskabet Movia har med inspiration fra BRT-konceptet - Bus Rapid Transit - udarbejdet en række forslag til, hvordan borgerne i Holbæk får bedre kollektiv transport, så rejsetiden i busserne bliver kortere

Løsningerne vil især kunne forbedre området omkring Holbæk St., så det bliver lettere at komme til og fra stationen. Det skal ske med busbaner på Valdemar Sejrsvej, Jernbanepladsen ved Holbæk St. og Skagerakvej samt prioritering af busserne i de signalregulerede kryds, så de kan komme uden om trængslen. Passagererne vil opleve at komme hurtigere frem og kunne stole på den kollektive transport, hvis busserne får deres egne baner at køre i.


Trængsel på vejene påvirker nemlig også busserne, når de kører på de samme veje som bilerne. Arbejdet med de BRT-inspirerede tiltag skal medvirke til at skabe et nyt og attraktivt stationsmiljø i Holbæk, der giver lyst til ophold og sikrer bedre adgangsforhold.
 

Det foreslås også at etablere en ny direkte dobbeltrettet busvej mellem Gl. Ringstedvej og Sportsbyen, som leder busserne udenom trængslen på Omfartsvejen og Valdemar Sejrsvej syd for Skagerrakvej. Dermed kan busserne køre direkte på denne strækning og spare køretid samt skabe en større sikkerhed for at køreplanen kan overholdes til gavn for passagererne. Endelig omfatter forslagene også en p-plads uden for byen, så bilisterne kører med bus det sidste stykke vej ind til bymidten.
 

- Vi vil gerne give borgerne i Holbæk Kommune mulighed for at nyde byens liv med cafeer og forretninger uden en tæt biltrafik i bymidten. Ambitionen er derfor, at de effektive buslinjer med BRT-inspirerede tiltag bliver et attraktivt og klimavenligt alternativ til bilen, der har fået mange borgere til at undlade at benytte bil ind til Holbæk Bymidte og havn. Det vil begrænse efterspørgslen på parkering i bymidten og på den måde kan vi få bedre plads til bylivet, siger Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).


- Samarbejdet med Holbæk Kommune om at udvikle løsninger i den kollektive transport med inspiration fra BRT-konceptet viser, at vi kan rykke rigtig meget i fællesskab og oveni købet med et bidrag til den grønne omstilling. Og vi glæder os til at være med til at forbedre området omkring Holbæk St., og give bedre adgang til Sportsbyen. Og det viser helt konkret, hvordan Movia arbejder med at sikre effektiv og let tilgængelig mobilitet til alle borgere på Sjælland i et tæt samarbejde med kommunerne og regionerne, siger Dorthe Nøhr Pedersen, der er administrerende direktør i Movia.
 

Alle forslag vil forbedre fremkommeligheden i trafikken og er samlet i idékataloget "BRT-inspirerede tiltag i Holbæk", som kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune fik præsenteret på et møde 24. november 2021. Kommunen forventer, at politikerne i løbet af foråret 2022 tager stilling til, hvilke forslag, der først skal findes finansiering til.
 

Idékataloget om BRT-inspirerede tiltag i Holbæk er det andet af flere BRT-inspirerede samarbejder med sjællandske kommuner om at forbedre fremkommeligheden ved at få flere til at benytte kollektiv transport. Movia har også etableret samarbejder med kommunerne i Helsingør, Ringsted, Hillerød og Køge.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.