Erhvervsuddannelser får en ny ordbog

Søndag 23. januar 2022 kl: 23:55
Af: Redaktionen

Transportbranchen skal holde tungen lige i munden, når elever, lærlinge, praktik og oplæring skal omtales efter den nye terminologi, som er indført fra 2022.

Børne- og Undervisningsministeriet har den 5. januar 2022 orienteret de faglige udvalg om indførelse af nye betegnelser på erhvervsuddannelsesområdet. Eksempelvis skal "praktik" fremover betegnes som ”oplæring”. Det skriver TUR

I trepartsaftalen: "Flere lærepladser og entydigt ansvar" fra november 2020 blev der indgået aftale om en ny terminologi for erhvervsuddannelserne. Hensigten med den nye terminologi er at undgå, at begrebet praktik forveksles med begreberne virksomhedspraktik og jobpraktik.

De grundlæggende ændringer er, at:
  • "elev" bliver til "lærling"
  • "praktik" bliver til "oplæring"
  • "skolepraktik" bliver til "skoleoplæring".

Det bemærkes, at udgangspunktet er, at en elev betegnes som "elev", indtil denne har indgået en uddannelsesaftale eller bliver optaget i skoleoplæring (nuværende skolepraktik), hvorefter denne vil blive betegnet som "lærling".
Dog er der inden for rammerne af reglerne om ny terminologi mulighed for, at et fagligt udvalg kan beslutte at fortsætte med at kalde deres elever for "elever" gennem hele uddannelsen.

Fremadrettet vil elever på ambulancebehandleruddannelsen gennem hele deres uddannelse derfor fortsat betegnes "elever". Det skyldes, at ambulancebehandleruddannelsen er en speciel uddannelse, hvor elever skal søge autorisation for at kunne arbejde som ambulancebehandlere.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.