SNART PENSIONIST EFTER 40 ÅR:

- Det har aldrig været kedeligt

Tirsdag 11. januar 2022 kl: 10:46
Af: Redaktionen

Efter over 40 år i rederiernes tjeneste går Birgit Gravesen fra borde. For at hylde hendes kæmpe indsats hos Danske Rederier, afholder organisationen en farvel-reception den sidste dag i januar

SNART PENSIONIST EFTER 40 ÅR:: - Det har aldrig været kedeligt
Birgit Gravesen.
I anledningen af Birgit Gravesens farvel til Danske Rederier og goddag til en ny tilværelse som pensionist, skriver Danske Rederier:


Selvom der er gået 43 år, så har 64-årige Birgit Gravesen aldrig kedet sig i rederiernes tjeneste, og det er tydeligt fortsat at høre begejstringen i hendes stemme, når hun ser tilbage på de mange år.

- Det har altid været et spændende job, og jeg har aldrig overvejet at søge videre. Det er en branche i højt tempo, og hver dag har budt på nye, spændende opgaver og mennesker” siger assistent i ledelsessekretariatet, Birgit Gravesen, som i slutningen af måneden har sidste arbejdsdag hos Danske Rederier, inden hun går på en velfortjent pension.      
                        
Birgit Gravesen var næsten nyuddannet kontorelev, da hun valgte at sætte et maritimt præg på sin karriere. Som kun 21-årig valgte hun at takke ja til jobbet som kontoransat hos Bilfærgernes Rederiforening. Den gang i 1979 hed adressen Nygade i indre by i København, men i 1996 blev de en del af det, vi i dag kalder Færgerederierne, og siden har Birgit haft sin daglige gang i Amaliegade.

- Den største udvikling er nok teknologien. Som elev skrev vi på skrivemaskine, det blev heldigvis hurtigt skiftet ud. Dagligdagen på det område er blevet nemmere, men det sætter også tempoet op. En gang ventede vi svar per brev, nu kan man modtage et svar på mail kort tid efter afsendelsen”, siger Birgit Gravesen, som siden sin ansættelse har bestået flere kurser og bl.a. videreuddannet sig til advokatsekretær.

I august 1999 måtte Birgit Gravesen igen tillægge sig ny viden, da hun blev sekretær for den daværende adm. direktør Peter Bjerregaard. Hun skulle lære at benytte stenografi, så hun ved hjælp af små tegn hurtigt kunne notere, og transskribere. Senere overtog Anne H. Steffensen roret og det førte igen til ændrede arbejdsgange og -funktioner med oprettelsen af et ledelsessekretariat.

- Jeg vil uden tvivl komme til at savne Birgit i det daglige. Hun er en dygtig, arbejdsom og ekstremt vellidt kollega, som kender huset bedre end de fleste. Hun har været en kæmpe gevinst for Danske Rederier og ikke mindst for mig i vores tætte samarbejde. Jeg ønsker hende alt det bedste, siger administrerende direktør hos Danske Rederier, Anne H. Steffensen.  



Receptionen finder sted mandag hos Danske Rederier i Amaliegade 33 i København 31. januar 2022 klokken 15.30 - 17.00.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.