Beskæftigelsen for ikke-vestlige indvandrere sætter ny rekordTirsdag 4. januar 2022 kl: 12:49 Af: RedaktionenBlandt ikke-vestlige indvandrere i alderen 15-64 år er 55,8 procent beskæftiget i et lønmodtagerjob. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det er det højeste niveau målt i 13 år. Samtidig er antallet af beskæftigede ikke-vestlige indvandrere steget i 18 ud af 19 brancher på lidt over et år. På transportområdet er beskæftigelsen steget med 11,1 procent - Beskæftigelsen for ikke vestlige indvandrere har slået ny rekord. Og selv blandt de ikke-vestlige indvandrere, som har stået bagerst i ledighedskøen, kan opsvinget for alvor mærkes, siger Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Beskæftigelsesfremgangen for ikke-vestlige indvandrere skyldes især, at mange ikke-vestlige indvandrerkvinder er kommet i arbejde. Lønmodtagerbeskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrerkvinder er 3,5 procentpoint højere end før coronakrisen. For mændene er det 2,0 procentpoint. - Det er en bemærkelsesværdig udvikling. Ikke-vestlige indvandrere og i særdeleshed ikke-vestlige indvandrerkvinder har historisk set været længere tid om at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter kriser, påpeger Erik Bjørsted, der fortsætter: - Lige nu står vi med en historisk chance for at få integreret flere ikke-vestlige indvandrere på det danske arbejdsmarked. Arbejdsgiverne hungrer efter arbejdskraft, og det giver en masse jobåbninger til ikke-vestlige indvandrere. Fremgang i næsten alle brancher Fra andet kvartal i 2020 til tredje kvartal i 2021 er lønmodtagerbeskæftigelsen for ikke-vestlige indvandrere steget i 18 ud af 19 brancher. Den største fremgang opgjort i antal beskæftigede er sket i social- og sundhedsvæsnet, der har oplevet en fremgang på cirka 4.100 personer - 13,0 procent. Mange ikke-vestlige indvandrere har dog også fundet arbejde inden for blandt andet handel, industri og rengøring. - Der har været en stor fremgang i beskæftigelsen for ikke-vestlige indvandrere inden for social-og sundhedsvæsnet. Det skal blandt andet ses i lyset af COVID-19, som har skabt et stort behov for arbejdskraft i test- og vaccinationscentre, siger Erik Bjørsted. Antallet af beskæftigede ikke-vestlige indvandrere er samlet steget med 17.000 personer fra andet kvartal 2020 til tredje kvartal 2021. - Ikke-vestlige indvandreres beskæftigelse er meget konjunkturfølsom, fordi mange af dem ikke har en uddannelse. Derfor er det også afgørende, at vi stræber efter at få opkvalificeret flere ikke-vestlige indvandrere, så de også på sigt kan få en stærkere og tættere tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Erik Bjørsted. Interesserede kan læse analysen her: Analysens hovedkonklusioner:
Her har de ikke-vestlige indvandrere fået job:
Tabellen viser ændringen i lønmodtagerbeskæftigelsen i perioden andet kvartal 2020 til tredje kvartal 2021. Anm.: Data er korrigeret for sæsonudsving. Seneste observation er tredje kvartal 2021. (Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik) ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |