Der var færre trafikdræbte i 2021 i mere end 90 årTorsdag 23. december 2021 kl: 12:00 Af: RedaktionenVejdirektoratets foreløbige ulykkestal viser, at 135 personer mistede livet i trafikken i 2021. Det er også lavere end sidste år, på trods af at trafikken ikke faldt lige så meget i 2021 som i 2020. De foreløbige ulykkestal viser, at 135 personer blev dræbt, og 2.600 personer kom til skade i trafikken i år. 2021 tegner dermed til at sætte en positiv rekord på de danske veje. Der har ikke været så få trafikdræbte, siden ulykkesstatistikken startede i 1930. - Nok er der tale om foreløbige tal, men alt tyder på, at den gode udvikling mod stadig færre trafikdræbte fortsætter. Noget skyldes givetvis, at vi har haft mindre trafik på grund af Corona, men udviklingen viser også, at vores politiske arbejde og arbejdet i Vejdirektoratet, Færdselsstyrelsen, hos Rådet for Sikker Trafik, i politiet og i alle andre organisationer og myndigheder, som arbejder med trafiksikkerhed, virker. Så det handler om at fortsætte og gøre endnu mere, så det her bliver dén udvikling, vi kommer til at se hvert eneste år, siger transportminister Benny Engelbrecht. Antallet af dræbte har også taget et markant dyk i forhold til 2020, hvor 163 personer mistede livet. Corona-restriktionerne medførte et større fald i trafikken i 2020 end i 2021. Corona-restriktioner har betydet, at danskerne især i starten af året har kørt færre kilometer i deres bil. I løbet af foråret steg trafikken, i takt med at restriktionerne blev udfaset. Det afspejler sig i ulykkestallene, hvor det største fald i dræbte og tilskadekomne var i starten af året. For 50 år siden toppede antallet af trafikdræbte. I 1971 mistede 1.213 personer livet i trafikken. Siden er trafikken blevet mere end fordoblet, men antallet af trafikulykker er faldet markant. Det skyldes, at vejene hele tiden forbedres, og at bilerne er blevet mere sikre at køre i. Desuden er der over årene blevet indført en lang række trafiksikkerhedstiltag. Der er for eksempel kommet hastighedsgrænser, krav om sikkerhedssele i biler samt hjelm på motorcykel og knallert. Der er tale om foreløbige tal, men det er alligevel ret sikkert, at antallet af trafikdræbte i 2021 bliver rekordlavt. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |