Elever og lærlinge er velkomne i shipping- og havnebranchenTorsdag 9. december 2021 kl: 12:48 Af: RedaktionenOmkring 60 procent af medlemsvirksomhederne i Danske Shipping- og Havnevirksomheder tager elever og lærlinge. Det viser en rundspørge, som brancheforeningen Danske Shipping- og Havnevirksomheder har foretaget blandt medlemmerne - Det er første gang, vi har dykket lidt dybere ned i medlemmernes ansættelse af elever og lærlinge, siger Klaus G. Andersen, der er formand for Danske Shipping- og Havnevirksomheder og administrerende direktør i Fredericia Shipping A/S. - Så det giver os vigtig ny viden, når vi skal arbejde videre med uddannelse og rekruttering generelt. Resultaterne af Danske Shipping- og Havnevirksomheder’s spørgeundersøgelse viser også, at to trediedele af de virksomheder, der tager lærlinge (40 procent af totalen) har shippingelever. Netop shipping-uddannelserne er et tema, når Danske Shipping- og Havnevirksomheder holder årsmøde torsdag i Industriens Hus i København. Her kommer deltagerne blandt andet til at drøfte indhold og fornyelse af shipping-uddannelserne og høre oplæg fra Rybners Handelsskole og Smart Academy i Esbjerg. Danske Shipping- og Havnevirksomheder har et tæt samarbejde med de to uddannelsesinstitutioner om shippinguddannelserne. - Vi skal hele tiden videreudvikle uddannelserne og de tilbud, vi har som branche. Det er vigtigt for at holde os skarpe i konkurrencen om fremtidens talenter, siger Klaus G. Andersen og fortsætter: - DSHV lancerede for en måneds tid siden et netværk for elever på shipping-uddannelsen, DSHV Shipping Club, så debatten på vores årsmøde skal ses som endnu et skridt på den vej. DSHV kommer i 2022 til at arbejde mere indgående med at tiltrække såvel elever og lærlinge som anden kvalificeret arbejdskraft til shipping- og havnebranchen. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |