Fyn mangler lagerplads

Fredag 12. november 2021 kl: 11:00
Share  


Af: Redaktionen

Data fra Ejendomstorvet.dk, der ligesom "søsterportalen" Boligsiden.dk er ejet fælles af landets ejendomsmæglere, viser, at der på Fyn er ved at være "alt udlejet". Fyn har ifølge Ejendomstorvet.dk ikke haft færre ledige lagerlokaler i 13 år

Det er særligt i områderne langs E20-motorvejen, at der er fuldt udlejet. To to lokale erhvervsmæglere peger på, at Fynhar brug for nybyggeri.


- Aktuelt er udbuddet cirka 30.000 kvadratmeter lavere end de foregående kvartaler og er nede på 136.000 kvadratmeter - det laveste, vi har registreret siden 2008, eller lige før finanskrisen ramte landet, siger Jakob Wegener, der er administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.


Han fremhæver, at da det stod allerværst til på Fyn, i 2011, stod over 600.000 kvadratmeter lagerlokaler tomme.


Ejendomstorvet.dk har lige nu udbudt lidt over 8.000 erhvervslejemål og ejendomme på landsplan, heraf godt og vel 1.000 lokaler til lager, logistik og produktion. Af dem ligger 83 på Fyn. Odense har med 26 flest udbudte lokaler, derefter følger Faaborg-Midtfyn med 12 og Middelfart med 11. I de øvrige kommuner har virksomheder på lokalejagt under 10 lejemål og ejendomme at vælge imellem. Eksempelvis er der i øjeblikket udbudt 8 lokaler i Svendborg og 3 i Nyborg.


- Det er ikke til at opdrive moderne og effektivt indrettede lager- og logistiklokaler på Fyn, og langs motorvejen fra Nyborg til Odense og Middelfart er der stort set ingenting, siger Morten Nielsen, der er indehaver i Nordicals Odense med kontor på Klosterbakken i Odense C.


- Fyn mangler, at investorer tør bygge nyt uden at have lejere på hånden, men det bliver ikke lettere med de høje byggepriser, vi ser lige nu. Vi er ved at have en udlejningsaftale på plads om en større lager-/logistikejendom nær motorvejen, og med det meget begrænsede udbud forventer vi at kunne løse den opgave ret hurtigt, siger han videre.


En lignende melding kommer fra en anden fynsk erhvervsmægler.


- Udbuddet af ledige lokaler falder, fordi færre virksomheder end normalt har brug for mindre plads og dermed har kvadratmeter i overskud. Samtidig er efterspørgslen stor over hele Fyn og på tværs af brancher. Efterspørgslen er især stor efter lager- og logistiklokaler og knap så markant for lokaler til produktion, siger Lars Duus, der er partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Odense på Vestre Stationsvej i centrum af Odense.


Danmark har 69 millioner kvadratmeter lokaler til lager, logistik, produktion og værksteder. Knap 10 procent - eller lidt over 6,2 millioner kvadratmeter - ligger på Fyn, Langeland og Ærø.




Klik venligst

© Copyright 2022 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.