AFGØRELSE I ARBEJDSRETTEN:

Pålagt covidtest i fritiden tæller som arbejdstid

Onsdag 10. november 2021 kl: 12:19
Af: Redaktionen

Hvis en arbejdsgiver beordrer medarbejdere til at tage coronatest i fritiden, tæller det som arbejdstid. Det viser en sag, som FH - Fagbevægelsens Hovedorgansiation har ført i Arbejdsretten og vunder for Dansk Sygeplejeråd. FH fører en lignende sag for nogle offshore-medarbejdere

Baggrunden for sagen var, at en gruppe raske og symptomfrie sygeplejersker på Sjællands Universitetshospital i Roskilde i sommeren 2020 fik et tjenstligt pålæg om at lade sig teste i fritiden for covid19, da der var konstateret smitte på deres afdeling.


I beskeden fik sygeplejerskerne besked om, hvornår de skulle lade sig teste som led i smitteopsporing.


Arbejdsgiveren disponerede over medarbejdernes fritid
Arbejdsretten finder, at Region Sjælland som arbejdsgiver har disponeret over medarbejdernes fritid på en måde, der gør, at den tid, sygeplejerskerne har brugt på test, skal anses som arbejdstid.


Pålægget om test var en udmøntning af Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men det ændrer ikke ved, at der var tale om et tjenstligt pålæg, fastslår Arbejdsretten.


Offshore-medarbejdere pålagt test
FH fører i øjeblikket en lignende faglig voldgiftssag om honorering for pålagte test i fritiden. Denne sag handler om offshore-medarbejdere, der blev pålagt at lade sig teste og gå i selvisolation indtil afrejse.


Medarbejderne vil have tiden til test og isolation medregnet som arbejdstid, der honoreres efter overenskomsten. Arbejdsgiveren mener omvendt ikke, at medarbejderne skal honoreres for tid brugt på test og isolation.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.