Politiet på Sjælland standsede fire narko-påvirkede lastbilchauffører i løbet af tre dage

Fredag 1. oktober 2021 kl: 15:08
Af: Redaktionen

Tidligere på ugen fortalte vi om, at Midt- og Vestsjællands Politi har taget to lastbilchauffører i narko-kørsel. Fredag gjorde politiet status. Ud over de to, vi har nævnt, tog politiet yderelige to lastbilchauffører i at køre i påvirket tilstand. - Det er heldigvis et særsyn med så mange narkopåvirkede chauffører på så kort tid, siger politikommissær Henrik Fobian, der leder af Tungvognscenter Øst hos Midt- og Vestsjællands Politi

Henrik Fobian peger på, at lastbilchauffører typisk kører mange timer hver dag og har ansvaret for de tungeste køretøjer på vejene. 


- Det er virkelig alvorligt, når de indtager bevidsthedspåvirkende stoffer forud for kørslen. Vi er glade for, at vi fik dem stoppet dem, før det gik galt, siger han.


Om de fire sager, som Færdselsafdelingens tungvognscenter Øst foretog i denne uges kontrol af tunge køretøjer ved Køge Transportcenter og på Køge Bugt Motorvejen i Greve:


Mandag klokken 11.25 bemærkede færdselsbetjentene et lastvognstog på Køge Bugt Motorvejen i Greve, som havde fejl på flere lygter. Patruljen standsede derfor lastvognstoget for at gennemgå det for fejl og mangler. Det viste sig også nødvendigt at se lidt nærmere på lastbilchaufførens evne til at føre køretøjet. Betjentene testede føreren, en 34-årig mand fra Slagelse, med et narkometer, som viste et positivt resultat for hash. Lastbilen manglede vægttavler, rødt sidemarkeringslys, gule positionslygter, grønne afmærkningslygter og de gule fremadrettede påbudte markeringslygter, så politiet indkaldte lastbilen til kontrolsyn. Den 34-årige blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. 


Tirsdag morgen klokken 08.30 ved Køge Transportcenter standsede betjente fra Færdselsafdelingen en 26 tons tung lastbil i en rutinekontrol. Lastbilchaufføren, en 32-årig mand fra Faxe, viste positiv for amfetamin og metamfetamin i en narkometertest. Chaufføren kørte desuden på en anden mands førerkort, hvilket er ulovligt, fordi førerkortet er personligt, idet det registrere chaufførens køre og hviletider. Den 32-årige blev sigtet, anholdt og i den forbindelse visiteret. Her fandt politiet 8,78 gram amfetamin, som blev beslaglagt, og manden sigtet for lov om euforiserende stoffer. Den anholdte blev taget med til blodprøveudtagelse og herefter løsladt. Nøglen til lastbilen overdrog politiet til vognmanden.


Onsdag klokken 16.10 stoppede politiet en sættevognstrækker, som var på vej til en speditør for at hente en sættevogn. Lastvognen blev vinket ind til siden på Køge Bugt Motorvejen nord for Karlslunde ved Greve rutinemæssigt. Lastbilchaufføren, en 44-årig mand fra Greve, anvendte ikke sele under kørslen, hvilket han blev sigtet for. Da betjentene så på chaufføren, fremstod han sløv og uklar i blikket. Han blev testet med narkometeret, som viste et positivt udslag for hash. Den 44-årige blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Politiet ransagede lastbilen, hvor de under madrassen i førerhuset fandt en delvist røget joint og filterpapir til joints. Chaufføren erkendte, at han havde røget hash over flere dage i weekenden. Han fik udtaget en blodprøve og blev løsladt.


Onsdag aften klokken 19.44 på Køge Bugt Motorvejen i sydgående retning ved afkørsel 32, Køge blev en lastbil belæsset med tung last vinket ind til siden til en rutinekontrol. Chaufføren, en 36-årig mand fra Holbæk, blev skønnet påvirket, da han var rastløs og havde snøvlende tale. En narkometertest viste, at han var påvirket af kokain under kørslen. Han havde desuden ikke noget kørekort, da han ikke havde generhvervet sin førerret efter en tidligere frakendelse, og han kørte på vognmandens førerkort i lastbilen. Ved kontrol af lastbilen fandt politiet, at godset ragede for langt ud over enden af køretøjet, uden at det var afmærket, som det ellers er påbudt. Den 36-årige blev gjort bekendt med de mange sigtelser, anholdt og kørt til en blodprøveudtagelse. 


De fire sigtede kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne, når resultaterne af blodprøveanalyserne kommer. Vognmændene vil desuden høre mere i de sager, hvor de kan stilles til ansvar for lovovertrædelserne. 




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.