EU-KOMMISSIONEN OM KONTROL AF ARBEJDSTIDSDIREKTIV:

Det er er i orden at lade arbejdsmarkedets parter stå for kontrollen

Torsdag 23. september 2021 kl: 12:44
Af: Redaktionen

De nye regler om kontrol af EU’s arbejdstidsdirektiv ser ud til at blive pillet ud af regeringens lovprogram for det kommende år. Det oplyser arbejdsgiverorganisationen ATL og brancheorganisationen DI Transport efter et møde torsdag med embedsmænd fra Transportministeriet og organisationer på transportområdet

Regeringen vil ifølge embedsmændene tage sig tid til at overveje, hvad der skal ske. 


- Det er en virkelig god nyhed. Vi har vundet første halvleg, og nu går vi efter at vinde kampen, siger Lars William Wesch, der er direktør i ATL.


I dag er det arbejdsmarkedets parter, som håndhæver reglerne om arbejdstid. Men de danske myndigheder har hidtil ikke vurderet, at det vil være i overensstemmelse med reglerne i EU’s vejpakke. Derfor har de meldt ud, at politiet og Færdselsstyrelsen fra februar næste år skal kontrollere, om arbejdstidsdirektivet bliver overholdt. Det vil ske ved vejsidekontroller og virksomhedsbesøg.
 

EU-Kommissionen har nu meddelt, at det er i orden at lade arbejdsmarkedets parter stå for kontrollen. Derfor trækker regeringen lovforslaget ud af lovprogrammet, mens den forsøger at afklare, hvem der skal stå for kontrollen og hvordan.
 

- Vi vil arbejde benhårdt for, at det også i fremtiden bliver arbejdsmarkedets parter, som står for kontrollen. Vi kan selvfølgelig ikke leve med, at man kan få en bod i arbejdsretten og en bøde i byretten for præcis det samme. Det vil være helt urimeligt og et brud på retsbevidstheden, siger Lars William Wesch.
 

Branchedirektør i DI Transport Michael Svane peger på, at intet endnu er afgjort. 


- Forslaget vil blive taget op igen i starten af 2022. Men nu har myndighederne tid til at tænke sig om, og vi forventer, at det det lander tilfredsstillende for branchen.
 

Michael Svane er bekymret for de konsekvenser, som ekstra kontroller vil få for chauffører og vognmænd.
 

- Lige nu er der et voldsomt pres på transportbranchen. Der mangler både kapacitet i lastbilerne og uddannede chauffører. Det sidste, vi har brug for, er ekstra kontroller, som tager tid og øger omkostningerne, siger han.
 
 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.