Handelsskibe med dansk flag sejler fra resten af EU

Mandag 20. september 2021 kl: 10:48
Af: Redaktionen

Hvis man ser på rederiernes skibe og opgør dem i forhold til deres bruttotonnage, sejler mere og mere bruttotonage under dansk flag. I perioden 2016 til 2020 er der tale om en fremgang på 8,6 procent, hvilket er væsentlig over EU-gennemsnittet, der ligger på 2,4 procent

I en ny opgørelse fra EU’s søfartsorganisation EMSA (European Maritime Safety Agency) viser, at bruttotonnagen under dansk flag er vokset med 8,6 procent fra 2016-2020. Ser man på medlemslandene samlet i EU, er bruttotonnagen gået frem med 2,4 procent.


- Det er en rolig og sikker fremgang, vi ser under dansk flag. Det viser med al tydelighed, at det danske flag er et konkurrencedygtigt kvalitetsstempel, og at mange års bred politisk opbakning til ambitionen om at styrke Danmark som søfartsnation bærer frugt, siger Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør i Danske Rederier.


Kun Portugal og den franske ø, Reunion, er gået mere frem end dansk flag i forhold til udgangspunktet i 2016, men de kommer fra et lavere udgangspunkt med en betydeligt mindre handelsflåde end Danmark.


- Det er vigtigt for Danmark at have et stærkt flag, når vi taler søfart. Det giver os en vigtigere stemme internationalt og styrker vores mandat i de vigtige klimaforhandlinger, der kommer til at definere branchen de kommende år,  siger Anne H. Steffensen.


EU's største flagstat, Malta er i perioden vokset 5,9 procent, mens den næststørste flagstat i EU, Grækenland er gået tilbage med 0,6 procent.


Den globale udvikling i bruttotonnagen har været en vækst på 3,5 procent i perioden 2016-2020.








Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.