Vognmandsorganisation er skeptisk over for om renere luft

Torsdag 16. september 2021 kl: 15:08
Af: Redaktionen

S-Regeringen blev tirsdag enig med sine støttepartier om ”Miljøinitiativer i grønne byer og en hovedstad i udvikling” med en række initiativer, der skal lette luftforureningen og mildne klimabelastningen fra landet byer. Vognmandsorganisationen DTL er skeptisk over for aftalen, som vil give flere kommunerne mulighed for at indføre miljøzoner og indføre såkaldte nul-emissionszoner. Hos DTL frygter man, at aftale i værste fald kan betyde en usikker fremtid for den tunge transport

- DTL er skeptisk over for nul-emissionszoner, som er et meget indgribende og firkantet instrument i forhold til omstilling af den tunge transport. Nul-emissionszoner udelukker i princippet alle andre køretøjer, end køretøjer, der kører på brint og el, siger Erik Østergaard, som mener, at det skaber usikkerhed om, hvilken type biler, vognmændene skal investere i fremtiden.


I aftalen lægges der op til, at transportører med såkaldt legitime formål, kan få dispensation til at køre ind i nul-emissionszoner.


- Hvad ligger der i ordet legitim? Tidligere var det et lige så ”tåget” begreb som ”anerkendelsesværdigt formål”. Hvis der lægges op til det dispensationscirkus, som mange vognmænd har oplevet med de eksisterende miljøzoner, så er forslaget ”no go” set med vognmændenes briller. Lastbilerne har per definition et både legitimt og anerkendelsesværdigt formål i byerne. De kører ikke fem gange rundt om Kongens Nytorv for at nyde udsigten, men alene i byen for at betjene borgere og erhvervsliv med alt fra varer til butikkerne, til/fra byggerierne, affaldshåndtering, flytteopgaver osv. osv. Byerne vil nedsmelte hvis det ikke sker. Så jeg har en forventning om at lastbiler omfattes af en gruppeundtagelsesordning, så vognmændene ikke skal syltes ind i et bureaukratisk dispensationscirkus som vi har set det med miljøzonerne, siger Erik Østergaard.


S-Regeringen og støttepartierne har også aftalt, at der i 2022 skal foreligge en analyse om at udbrede miljøzonerne i til flere byer, hvorefter der skal træffes beslutninger.


- Kan vognmændene følge med? Det er vi bekymret for, at de ikke kan, hvis regeringens aftale med støttepartierne bliver til virkelighed. Kan for eksempel de Euro 6-biler, som mange lige har investeret i alligevel ikke køre ind i byerne. Og hvilke byer ud over de fem store byer begynder at lave miljøzoner, når det bliver muligt, påpeger Erik Østergaard, der også beklager, at det ser ud til, at vognmandsbranchen ikke er med i det nationale partnerskab for ren luft, som man vil oprette.


- Da vi står for en stor del af klimabelastningen, bør vi naturligvis også være med i løsningerne på det problem, siger Erik Østergaard.


Der er til afsat 251,7 millioner kroner til initiativerne i perioden 2022-25.


Interesserede kan se aftale her:









Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.