Transportorganisation siger farvel til 11 kg-regel i GodskørselslovenTirsdag 7. september 2021 kl: 15:48 Af: RedaktionenTransportminister Benny Engelbrecht (S) sendte mandag et lovforslag høring, hvor den såkaldte 11 kilo-regel er droppet. I et første forslag, som blev sendt til høring sidst i juni, var reglen stadig en del af regelsættet. Der har hidtil ikke været flertal i Folketinget for at fjerne reglen, selvom transportministeren har ønsket det, men med lovforslaget ser det nu ud til, at transportministeren har fundet et flertal Det glæder blandt andre transportorganisationen ITD, som i lighed med andre organisationer har argumenteret for at få fjernet reglen. Derfor lyder der en stor ros fra ITD til ministeren for at fremsætte lovforslaget. Reglerne om tilladelse til godskørsel med varebiler, der trådte i kraft i 2019, blev vedtaget på baggrund af et flertal i Folketinget uden om den daværende VLAK-Regering, som dermed blev presset til at fremsætte et lovforslag, der skulle regulere godstransport med varebiler. Forslaget kom i sin endelige udformning til at indeholde en mulighed for virksomheder, der leverer stykgods lettere end 11 kg at køre godskørsel uden tilladelse. Det medført et system, som både politiet og Færdselsstyrelsen har haft vanskeligt ved at administrere og kontrollere, og det har stået i vejen for at få sikret ordnede forhold i varebilbranchen og fair og lige konkurrencevilkår mellem lastbiler og varebiler. - Da man i 2019 indførte krav om tilladelse for at køre godskørsel med varebil, var det for at få ryddet op i varebilsbranchen, som var præget af mange udfordringer, og hvor arbejdet langt fra altid foregik under ordnede forhold. I mellemtiden har reglen vist sig stort set umulig at kontrollere. Vi har løbende haft en god dialog om problemstillingen med partierne i Folketinget, og vi er derfor meget glade for, at det nu ser ud til, at transportminister Benny Engelbrecht har skaffet sig et flertal for at fjerne reglen, siger chefkonsulent hos ITD, Jens Hvid Bang. Samtidig med forslaget om at fjerne 11 kilo-reglen foreslår transportministeren at hæve vægtgrænsen fra 2.000 kilo til 2.500. På den måde vil reglerne for national godskørsel med varebiler komme til at harmonere med de kommende regler for international godskørsel med varebiler, som er en del af EU’s Vejpakke, der træder i kraft næste år. - I ITD arbejder vi for ens regler på tværs af grænserne, og vi mener, at det er klogt at bruge de samme vægtgrænser i Danmark, som man bruger i EU. Helt overordnet set støtter vi at få regler harmoniseret, og vi mener derfor også, at der skal gælde de samme regler for godskørsel - uanset om det foregår med varebil eller med lastbil. Hvis det ikke sker, vil vi i fremtiden blot opleve, at branchens problemer og udfordringer flytter fra lastbilerne og over i varebilerne. Det er uholdbart i forhold til at sikre ordentlige arbejdsforhold i branchen, siger Jens Hvis Bang. Lovforslaget, der er sendt i høring, skal efterfølgende behandles i Folketinget. Men umiddelbart tyder det på, at der er flertal for at ændre Godskørselsloven, så den fremover ikke har en 11 kg regel. Interesserede kan læse det forslag om ændring af Godskørselsloven, som er sendt til supplerende høring, her: ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |