Lastbilparkering ved Hedensted kommer et skridt videre

Tirsdag 10. august 2021 kl: 12:34
Af: Jesper Christensen

Lastbilparkering ved Hedensted kommer et skridt videre

Tirsdag behandler politikerne i Udvalget for Teknik i Hedensted Kommune planerne om at etablere et sikkert P-anlæg med plads til omkring 500 lastbiler ved Afkørsel 57 på Motorvej E45 i Hedensted kommune tæt på grænsen til Horsens kommune

Planerne om at etablere et lastbil-parkeringsanlæg i området blev første gang præsenteret i 2018 af Michael Mortensen, der driver entreprenørvirksomheden HM Entreprenør. I første omgang var det planen at etablere anlægget i Horsens kommune, men de planer skiftede retning og fokus blev et areal på godt 21 hektar ved Afkørsel 57.


- Vi ønsker, at opføre Europas første og største EU sikrede rasteplads for lastbiler, lød det fra Michael Mortensen i marts i år.


Han fremhæver, at idéen om at skabe ordnede og sikre forhold for lastbilchauffører opstod, mens han selv drev vognmandsforretning. 


- Det er en stor udfordring at finde sikre langtidsparkeringsmuligheder for chaufførerne, og det er til stor gene for kommunerne og virksomhederne i industriområder og ved havnen med parkerede lastbiler, påpeger han.


Det er planen at etablere tankanlæg, ladestationer til personbiler og hybridlastbiler, værksteds-, vaske- og plejeområder for både tung og normal personvogns trafik samt 24 timers overvågning af parkeringsarealerne. Ligeledes skal der være indkøbsmuligheder, cafe/bespisningsarealer, toilet- og badefaciliteter og overnatningsfaciliter i henhold til reglen om 45 timers hvil for chauffører.


På tirsdagens møde i Udvalget for Teknik i Hedensted Kommune skal politikerne beslutte, hvordan det videre arbejde med kommuneplan, lokalplan og miljøvurdering skal forløbe.


I maj i år godkendte Udvalget for Politisk Koordination og Økonomi i Hedensted Kommune, at planlægningen for lastbilparkeringen kunne gå i gang ud fra de principper, som bygherren havde præsenteret.




















Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.