De maritime fag oplever stadig stor interesse

Tirsdag 6. juli 2021 kl: 13:57
Af: Redaktionen

Efter sidste års rekordhøje antal ansøgere er der i år et mindre fald i antal ansøgere til de maritime uddannelser. Der er dog stadig flere end tidligere år, der søger mod en karriere til søs, påpeger intresseorganisationen Danske Rederier

Da fristen for at søge ind som for eksempel maskinmester eller navigatør udløb mandag, havde 853 ansøgere sat kryds ved en af de maritime uddannelser.


Det er ifølge tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet seks procent færre end sidste år, hvor alle rekorder blev slået med 906 ansøgere, men knap 10 procent flere end forrige år. 


- Jeg er glad for at se, at mange unge stadig satser på at stævne ud mod en karriere til søs. Vi har brug for alle dem, vi kan få, så selvom vi ser et fald i forhold til det rekordhøje antal ansøgere sidste år, er jeg glad for, at der stadig er stor interesse, siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.


Senere på sommeren kommer der ansøgningstal for Navigationsskolen i Marstal, ligesom skoleskibenes ansøgere heller ikke er med i denne opgørelse.


På uddannelsen ’International Shipping and Trade’ på CBS steg antallet af ansøgere fra 117 sidste år til 137 i år.


I alt har 93.388 ansøgt om optagelse til de videregående uddannelser. Sidste år var det 94.604, hvilket svarer til et fald på 1 procent.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.