Tredie overenskomst på godstransportområdet er godkendt

Fredag 25. juni 2021 kl: 13:45
Af: Redaktionen

Færdselsstyrelsen har godkendt overenskomsten mellem ITD Arbejdsgiver og Kristelig Fagforening (Krifa). Dermed er der tre godkendte overenskomster på godstransportområdet, som angiver lønniveauet, man som arbejdsgiver skal følge

Godkendelsen kommer efter grundig sagsbehandling i Færdselsstyrelsen og i et nyoprettet Overenskomstnævn, hvor fire faste repræsentanter fra 3F, DI og Dansk Erhverv Arbejdsgiver med en landsdommer for bordenden sammen med ITD Arbejdsgiver og Krifa har vurderet overenskomsten, som udgør et alternativ til de dominerende 3F-overenskomster på transportområdet. 


De to øvrige overenskomster er indgået mellem 3F og DTL Arbejdsgiver og mellem 3F og ATL under DI.


Færdselsstyrelsens godkendelse af overenskomsten mellem ITD Arbejdsgiver og Kristelig Fagforening (Krifa) bliver hilst velkommen hos transportorganisationen ITD.

 
- Vi er selvfølgelig glade for, at det fortsat er muligt for vores medlemmer at tilbyde en fleksibel og moderne overenskomst til deres ansatte. Gennem hele processen har det været vigtigt for os, at der eksisterer et reelt alternativ til de dominerende overenskomster på området, og med dagens afgørelse er denne valgfrihed sikret, siger Jane Aakjær Madsen, der er direktør i ITD Arbejdsgiver.
 

Overenskomstnævnet har skullet tage stilling til, om ITD Arbejdsgiver/Krifa-overenskomsten følger et omkostningsniveau for chauffører, der ikke entydigt og væsentligt afviger fra de retningsgivende overenskomster på området. Det vil i praksis sige 3F's overenskomster med DTL Arbejdsgiver og med ATL. Efter grundig gennemgang af overenskomstens bestemmelser og satser og på baggrund af udtalelse fra Overenskomstnævnet har Færdselsstyrelsen konkluderet, at overenskomsten opfylder kravene og dermed godkendes.








Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.