Teknikere skal køre mindre

Torsdag 10. juni 2021 kl: 10:23
Af: Redaktionen

Automatiseret transportplanlægning skal skære CO2-udledningen fra netselskabet TDC Net's omkring 850 teknikerbiler, der samlet kører cirka 80.000 kilometer dagligt. Med støtte fra Innovationsfonden søsætter QAMPO, DTU og TDC Net et nyt fireårigt projekt, hvor målet er at fjerne hver fjerde kørte kilometer inden 2025 - og dermed også skære ned på CO2-udledningen. Løsningen vil også kunne udbredes til andre virksomheder

Baggrunden for projektet - Greenforce - med de tre parter er, at der årligt bliver udledt omkring 4.000.000 ton CO2 fra trafikken på de danske veje. Transportområdet tegner sig for en stor del af den samlede CO2-udledning i Danmark. Og den procentvise andel af CO2-udledningen bliver større og større i takt med, at andre områder er længere fremme med at begræse deres CO2-udledning end transportområdet er.


Gennem projektet vil partnerne udvikle løsninger, der kan reducere den samlede kørsel markant i TDC NET. Løsningerne skal samtidig udbredes til andre relevante virksomheder, der ønsker at begrænse deres kørsel.


TDC Net, der driver et mobilnet og et fastnet i Danmark, har 850 teknikerbiler, der dagligt kører 80.000 kilometer, svarende til to fulde gange omkring jorden. Målet er at reducere dét med 25 procent inden 2025 - blandt andet ved hjælp af langt mere avanceret automatiseret transportplanlægning.  


Software reducerer antal kørte kilometer
Internationale studier peger på, at de samlede transportomkostninger kan reduceres med 5 til 20 procent ved at gå fra manuel til automatisk transportplanlægning. Et potentiale, der kan oversættes til reduktioner i CO2-udledning. Det potentiale og mere til skal Greenforce-projektet realisere i praksis.


Konkret vil parterne udvikle ny software, der via kunstig intelligens kombineret med avancerede algoritmer, computerkraft og servicedesign analyserer data fra TDC Net og teknikerbilerne. Ved at bruge de data som afsæt, kan man optimere teknikernes daglige ruteplanlægning i realtid, gøre teknikerne i stand til at løse flere kundeproblemer fra distancen samt forudsige, hvornår netværket har behov for at blive vedligeholdt.


- QAMPO er førende inden for design og udvikling af intelligente planlægningsløsninger, indenfor blandt andet sundhed, persontransport og lufthavne. Med afsæt i vores knowhow og med de stærke kompetencer, der er med i projektet, kigger vi ind i en unik mulighed for at designe og udvikle et banebrydende produkt til at udnytte de eksisterende ressourcer mere effektivt og skabe transparens i en ellers uoverskuelig logistisk problemstilling - til gavn for vores kunder, samfundet og ikke mindst klimaet. Med Greenforce vil QAMPO kigge ind i et støt voksende Field Service Management marked med en global omsætning på mere end 100 milliarder kroner om året, siger Ali Khatam, der er medstifter af data- og softwarevirksomheden QAMPO.


Mål om CO2-neutralitet i 2028
Hos TDC Net har man igennem de seneste år arbejdet med data og automatisering for at optimere planlægningen af de i omkring 3.500 daglige opgaver og 1.200 daglige kundebesøg. Det arbejde skal intensiveres yderligere gennem projektet, der spiller en vigtig rolle i TDC Net's mål om at være klimaneutral i 2028, målt på de CO2 udledninger, der er under virksomhedens kontrol - eksempelvis bilflåden.


- Som udbyder af digital infrastruktur med én af Danmarks største bilflåder har vi et medansvar for løbende at tænke nyt og udvikle løsninger, der kan forbedre vores teknikeres hverdag, den kundeoplevelse vi leverer og det aftryk, vi sætter på verden omkring os. Alle de elementer kan projektet bidrage til, og vi ser derfor frem til at komme i gang med udviklingen og ikke mindst teste de nye løsninger i vores daglige arbejde, siger Christian Duer, der er Executive Vice President og ansvarlig for TDC Net’s teknikere og fiberudrulning. 


Vil udvikle nyt forskningsområde
Professor på DTU Management David Pisinger peger på, at DTU fokuserer på at levere forskning, der ikke kun bidrager til den akademiske verden, men også kan omsættes til konkrete løsninger for virksomheder og være til gavn for samfundet. Samtidig spiller bæredygtighed en vigtig rolle på DTU. Så de to institutter i Greeforce-projektet forventer sig meget af projektet, der giver mulighed for at afprøve nye ting. 


- DTU Compute og DTU Management er eksperter i kunstig intelligens (AI), Machine Learning og optimering. I GREENFORCE-projektet vil vi kombinere de tre fagområder på en innovativ måde, som ikke er set tidligere, og udvikle et forskningsområde med et kæmpe potentiale. Det svarer til at koble tre motorer sammen. Hvis vi kan få dem til at samarbejde, vil forskningen blive flyvende, siger David Pisinger.


Fakta om projektet:
  • I et fireårigt Grand Solution-projekt vil QAMPO, DTU og TDC Net udvikle nye løsninger og software, der kan forbedre den intelligente styring af bilflåder
  • Totalbudgettet er på 30 millioner kroner, hvoraf Innovationsfonden bidrager med 15 millioner
  • Allerede i dag indsamler og bruger TDC NET en række data omkring eksempelvis varighed af forskellige typer af serviceopgaver, GPS-data fra biler og historiske data. De data skal nu bruges endnu mere og endnu smartere ved at udvikle nye løsninger gennem projektet
  • Ved hjælp af kunstig intelligens og decision science-teknologi skal data bearbejdes og analyseres, hvorefter softwareløsningen hjælper med at tilrettelægge planlægningen af teknikernes opgaver, så de kan gennemføres mest effektivt og med den bedst mulige kundeoplevelse
  • Ved at effektivisere den automatiske transportplanlægning og ved at gøre teknikerne i stand til at løse flere kundeproblemer fra distancen forventer projektet at kunne begrænse antal kørte kilometer hos TDC Net med 25 procent. Det svarer til, at TDC Net’s CO2 udledning i 2025 vil være reduceret med 3.000 tons sammenlignet med 2020
  • Som en del af projektet forventes den udviklede software også at blive udbredt til andre relevante virksomheder og institutioner med store bilflåder
  • Greenforce-projektet giver DTU mulighed for at ansætte to ph.d.’ere samt tre postdoc'ere




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.