Logistikpark får tank med biodiesel

Tirsdag 8. juni 2021 kl: 09:47
Af: Redaktionen

Energiselskabet OK har åbnet en stander med HVO-diesel på sin Truck Diesel station i Logistikparken ved Aarhus. Dermed får selskabets kunder endnu en mulighed for at tanke biodiesel-produktet og dermed også at skære ned på CO2-udslippet

- Det er vores klare forventning, at flere og flere kunder vælger et mere miljøvenligt alternativ til den konventionelle diesel. Derfor er det vigtigt for os at stille produktet til rådighed, siger Henrik Dehn, der er markedschef på transportområdet i OK.


Han ser, at særligt efterspørgslen hos det offentlige stiger, men også logistikvirksomheder vælger at køre på HVO, og der er planer om flere HVO-standere.


- Vi får flere og flere henvendelser fra vores kunder omkring alternative brændstoffer som HVO, og derfor vælger vi naturligvis også at opføre standere, hvor det kan lade sig gøre og giver mening, siger Henrik Dehn.


Ind til videre kan kunderne tanke HVO ved OK’s Truck Diesel station i Køge og i Aarslev. Det er også muligt at bestille produktet til sin hjemmetank.


Om HVO:
  • Forkortelsen står for Hydrotreated Vegetable Oil
  • HVO er fremstillet af affaldsprodukter fra eksempelvis fødevareindustrien, samt af vegetabilske produkter. Råvarerne/bioolien bliver brintbehandlet/hydrogenereret, hvorved produktet opnår samme egenskaber som fossil diesel
  • HVO kan blandes med fossilt diesel eller bruges rent
  • Kunderne skal ikke ændre noget i vognparken for at kunne køre på HVO
  • Kunderne køber HVO med tilhørende certifikater på samme måde som grøn strøm




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.