Overlæsset trailer efter varebil punkterede på begge hjul

Torsdag 27. maj 2021 kl: 16:16
Af: Redaktionen

En alt for tungt læsset trailer var skyld i, at betonaffald væltede ud over Køge Bugt Motorvejen. Nu har føreren - en håndværker - fået en bøde og mistet kørekortet betinget. Hans arbejdsgiver har fået en bøde på det dobbelte

Retten i Glostrup idømte en 29-årig mand fra Roskilde en bøde på 15.500 kroner for at køre med en overlæsset trailer og frakendt ham førerretten betinget i tre år, fordi han var skyld i et færdselsuheld og dermed tilsidesatte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.


Retten fandt ham efter et retsmøde torsdag 20. maj skyldig i at køre med over to ton betonaffald på trailer, som kun var konstrueret til at laste 497 kilo og havde en totalvægt på 750 kg.


På grund af overvægten punkterede traileren på begge hjul midt på Køge Bugt Motorvejen nær Ishøj en tirsdag eftermiddag i 2018, og betonstykkerne væltede ud over de sydgående kørebaner. Dog uden yderligere skader.  


- Heldigvis kom ingen til skade, men det er vigtigt, at man kontrollerer, hvad en trailer er konstrueret til at laste, fordi overlæs kan medføre farlige situationer. Derudover er det strafbart og kan udløse store bøder og frakendelse af førerretten, siger anklageren på sagen Danny Ottevanger fra Københavns Vestegns Politi.


Føreren, der er håndværker, modtog dommen. Firmaet fra Karlslunde, hvor han er ansat, fik en bøde på det dobbelte på 31.000 kroner. 




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.