Indsatsen mod corona-spredning kostede arbejdspladser hos rederierne

Mandag 10. maj 2021 kl: 12:23
Af: Redaktionen

Beskæftigelsen blandt medlemmerne i Danske Rederier faldt 5,5 procent i 2020. Det var især færgerederierne med udenrigsruter, der måttet skære i medarbejderantallet som følge af, at færre kunne tage rejse med færgerne som følge af de restriktioner, der blev indført for at dæmme op for spredning af corona-virus. Passagerfærgerne står for den største tilbagegang med 20,6 procent

- Det har været en svær periode særligt for udenrigsfærgerne, og med det begrænsede passagergrundlag og oplagte færger har de været nødt til at skære i antallet af medarbejdere. Det er trist, at en del af de ansatte bliver direkte berørt af Covid-19-pandemien, og jeg håber, at mange vil kunne blive genansat, når skibene igen sejler for fuld kraft, siger Jacob K. Clasen, der er viceadministrerende direktør i organisationen Danske Rederier.


Afskedigelserne har ramt både landansatte og søfarende, og det samlede antal ansatte blandt Danske Rederiers medlemmer ligger i øjeblikket lige under 23.000.


Også offshore har været påvirket det seneste år, hvor stillinger knyttet til boreriggene er blevet skåret væk. Offshore gik samlet set 10,5 procent tilbage som følge af færre opgaver for boreriggene.


Siden opgørelsen er en stor del af stillingerne ifølge Danske Rederier vendt tilbage.


- Offshore er på vej den rigtige vej igen, og jeg tror, at vi vil se en generel fremgang i beskæftigelsen, når vi måler på det næste gang. Folk vil begynde at rejse igen, og der vil blive behov for flere folk i rederierne igen. Vi arbejder hele tiden på, at færgerne får så gode muligheder for at sejle med fuld kapacitet så hurtigt som overhovedet muligt, og dermed også skabe grundlag for at øge beskæftigelsen igen, siger Jacob K. Clasen.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.