Indsatspersonale på vejene får bedre beskyttelse - hurtigere end ventet

Fredag 12. februar 2021 kl: 13:41
Af: Redaktionen

Indsatspersonale på vejene får bedre beskyttelse -  hurtigere end ventet

Vejdirektoratet og Rigspolitiet har indgået aftale med Falck, som fremover skal stå for at håndtere akutte hændelser såsom lapning af slaghuller i vejen, fjernelse af tabt gods og assistance ved uheldshåndtering på motorvejene. Aftalen betyder, at indsatspersonale får en bedre og hurtigere beskyttelse, når de udfører deres arbejde ude på vejen med akutte hændelser, som skal håndteres med det samme

Falck har besluttet at indkøbe de såkaldte TMA-vogne i løbet af de første seks-otte måneder efter kontraktstart i stedet for i løbet af fire år, som det var angivet i udbuddet. TMA-vognene er store afmærkningsvogne, der er forsynet med tykke stødpuder bagpå. Stødpuderne kan absorbere trykket fra køretøjer, der måtte påkøre vognene og beskytter dermed både trafikanterne og dem, der arbejder på vejen.  
 

- Det er en stor gevinst, at vi nu efter alt at dømme kan skærme indsatspersonale bag de store TMA-vogne hurtigere, end vi havde forventet. Vi har desværre set alt for mange eksemplerpå trafikanter, der er kørt direkte op i de mindre afspærringsvogne, som i dag primært bruges til at beskytte folkene på vejen mod eventuelle påkørsler. Derfor er der brug for mere solidt materiel til at sikre, at de kan udføre deres arbejde i større sikkerhed, siger områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.  
 

Hun bliver suppleret af vicepolitiinspektør Jakob Kristensen fra Rigspolitiet, der 
peger på, at jo hurtigere, de nye køretøjer kommer, jo hurtigere kan sikkerheden for det personale, der hver dag arbejder på motorvejene, og som derfor ofte står i farlige situationer, blive bedre-


- Derfor er vi selvfølgelig godt tilfredse med, at vi nu ser ud til at få vognene ud på vejene hurtigere end vi oprindeligt havde regnet med, siger han.
 

Assistancechef Henrik Rytter hos Falck siger, at koncernen igennem mange år har opbygget en ikke ubetydelig viden og et stærkt og kompetent netværk af stationer med moderne udstyr og veluddannede reddere.


- Vi er meget glade og stolte over den tillid, Vejdirektoratet og Rigspolitiet viser Falck ved at tildele os beredskabsopgaven de næste syv år. Vejdirektoratet har de seneste år stået i spidsen for et grundigt udviklingsarbejde i branchen for at forbedre sikkerheden på det materiel, der anvendes til opgaverne, og den netop indgåede aftale er et godt eksempel på, hvordan samarbejde mellem offentlige myndigheder og private entreprenører kan føre til løsninger, der gavner hele samfundet, siger han.
 

Kontrakten med Falck er blevet indgået og løber over de næste syv år.  
 

Indtil alle TMA-vognene er anskaffet, skal der bruges to mindre afspærringsvogne som beskyttelse, når indsatspersonalet arbejder med akutte opgaver ude på vejene.  




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.