Brint-tankstationer skifter ejer

Tirsdag 5. januar 2021 kl: 11:18
Af: Redaktionen

Konsortiet Danish Hydrogen Fuel A/S (DHF), som består af Strandmøllen, NEL og OK, har indgået en aftale med Everfuel A/S om at overdrage aktierne i DHF A/S til Everfuel, der har hovedsæde i Herning og selskaber i. DHF driver i dag fire brinttankstationer til tankning af brintdrevne personbiler i Danmark, som fremover vil blive drevet af Everfuel. Strandmøllen, NEL og OK fortsætter som leverandører og samarbejdspartnere. DHF-tankstationerne ligger ved OK’s tankanlæg i Aarhus, Kolding, Esbjerg og Korsør. Forventningen er, at det nye ejerskab kan give grobund for yderligere udbredelse og udvikling af brintteknologien i Danmark

- Vi er glade for at overdrage kæden af brintstationer til Everfuel. Parterne bag DHF har siden 2015 investeret betydeligt i at markedsgøre brintbilisme i Danmark. Vi har vist, at brintstationer kan fungere i almindelig dagligdags drift. Vi ser frem til, at kædens drift og fortsatte udvikling nu varetages i Everfuels større brintnetværk, siger Alex Buendia, der er formand for bestyrelsen i DHF og direktør i Strandmøllen A/S.


Brintstationerne er baseret på NEL's teknologi indenfor brinttankning, og selskabet ser frem til at fortsætte med at servicere Everfuel med tankningsudstyr og andre services.


- Strandmøllen ser stort potentiale i at levere brint til transportsektoren, og medejerskabet af DHF har givet værdifuld erfaring. Vi er glade for fortsat at skulle levere brint til stationerne og udvikle løsninger til de specielle krav, brint til transportsektoren stiller, siger Alex Buendia videre.


Hos energiselskabet OK er forventningen, at brint og Power-To-X bliver en del af fremtidens energiløsninger. Brintstationerne forbliver i drift på OK’s placeringer, og OK vil forsat bidrage til udviklingen af den bedste kundeoplevelse, f.eks. i form af multifuelstationer. 


- Vi forventer, at der fremover bliver etableret flere brintanlæg på OK’s placeringer, siger Niels Ole Christensen, der er direktør i OK a.m.b.a.


Jacob Krogsgaard, der er direktør i Everfuel, siger, at selskabet med overtagelsen af DHF-brinttankstationerne tager et vigtigt skridt mod at blive en central spiller i udbredelsen af brintteknologien i transportsektoren i Danmark. 


- Strandmøllen, NEL og OK har igennem etableringen af DHF givet et vigtigt skub på introduktionen af brint i transporten. Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med at udbrede brint som drivmiddel i samarbejde med de tre aktører, siger han.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.