Toldere fandt 14 millioner ulovlige cigaretter i en sættevognTirsdag 22. december 2020 kl: 15:23 Af: RedaktionenToldere fra Toldstyrelsen har beslaglagt næsten 14 millioner ulovlige cigaretter i en sættevogn på Esbjerg Havn. Beslaglæggelsen er den største i nyere tid. Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en sag om indsmugling af 14 millioner cigaretter og har sigtet en 58-årig herboende polsk mand for groft smugleri efter straffelovens paragraf 289. Politiet oplyser, at han nægter sig skyldig Indsmuglingen fandt sted 8. september, men af hensyn til efterforskningen har det ikke været muligt at orientere pressen om hændelsen før nu. Det var toldere fra Toldstyrelsen, der på baggrund af deres efterretninger tog en sættevogn ud til kontrol på Esbjerg Havn og fandt de mange millioner illegale cigaretter. Og i forbindelse med sagen har myndighederne desuden gjort brug af analysesamarbejdet i UKA Vest. Cigaretterne stammer fra Østeuropa og var på vej til England via Esbjerg. Sættevognen blev undersøgt af Toldstyrelsens tobakshunde. Efter tydelige markeringer fra hundene fandt tolderne den store mængde tobak inde i vognen. Og efterfølgende blev hele vognen scannet af Toldstyrelsen, hvorefter sagen blev overgivet til politiet. Syd- og Sønderjyllands Politi har stor ros til Toldstyrelsens indsats. - Vi har til daglig et rigtig godt og tæt samarbejde med Toldstyrelsen ved grænserne i forhold til indsatsen mod narkotika og andre illegale varer, hvor vi bl.a. er gode til at dele viden og arbejde sammen om efterretninger af fælles interesse og i den forbindelse trække på hver myndigheds særlige kompetencer. Dette er ikke en type beslag og en efterforskning, vi ser hver dag, fremhæver politiinspektør Brian Fussing fra UKA Vest. En målrettet indsats Toldstyrelsens kontrolindsats bygger på analyser, overvågning og daglige stikprøver på toldområdet, hvor der blandt andet er fokus på illegale cigaretter. - I Toldstyrelsen går vi målrettet efter de smuglere, der forsøger at smugle cigaretter. Beslaget er det største i nyere tid, så det er et rigtig flot stykke kontrolarbejde, tolderne har gjort. Vi skal år tilbage for at finde sager af et lignende omfang, siger Henrik Pagh Kold, der er kontorchef i Toldstyrelsen om det store beslag. Afgiften af de 14 millioner cigaretter skønnes at være omkring 24 millioner kroner, hvis de skulle sælges i Danmark. - Vores toldkontrol bygger på risikovurderinger og overvågning døgnet rundt. Vi har bl.a. fokus på cigaretter, fordi der ofte også snydes med andet end afgifterne. Cigaretterne kan være produceret uden om reglerne eller være kopicigaretter og dermed være endnu mere sundhedsskadelige, end cigaretter i forvejen er, siger Henrik Pagh Kold og fortsætter: - Smuglerne er kreative, når det kommer til at smugle ulovlige cigaretter. Derfor har vi toldere placeret i hele landet, der laver effektiv toldkontrol baseret på stikprøver, risikovurderinger og overvågning. Toldstyrelsen har i dag 800 medarbejdere til at sikre smidig handel og effektiv toldkontrol og kontrollerer grænseovergange med kontrolenheder i hele landet, hvoraf Københavns Lufthavn og landegrænsen i Sønderjylland er de største. Om UKA:
Fakta om andre store cigaretfund i Toldstyrelsen:
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |