Thy-vognmand har 25-års jubilæum med italiensk lastbilproducentOnsdag 16. september 2020 kl: 10:48 Af: Redaktionen ![]() Morup Mølle Vognmandsforretning har opgraderet vognparken med en ny fire-akslet Iveco Stralis leveret af Thybo Biler. Den er ligesom firmaets fire øvrige Iveco-modeller valgt på grund af driftssikkerheden
- Vi er en meget lokal vognmandsforretning, der lægger vægt på at levere som aftalt til kunderne. Eller som vores slogan siger: Levering til tiden. Det er derfor afgørende, at bilerne er driftssikre, så vi ikke risikerer, at kunderne pludselig skal stå og vente, fordi vi ikke kan være der til den tid, der er aftalt, siger vognmand Jan Olesen og fortsætter: - Iveco-modellerne er meget driftssikre, og samtidig yder Thybo Biler altid en rigtig god service. Det siger også lidt, at den nye model erstatter en bil, der har kørt godt og stabilt de seneste 17 år. Morup Mølle Vognmandsforretning servicerer primært håndværkere, entreprenører, landmænd og industrivirksomheder i Thy. Opgaverne omfatter alt fra kranarbejde og transport af flyttegods til flytning af korn med suge- og blæseanlæg samt fragt af muslinger. Virksomheden udfører også en række andre opgaver som eksempelvis salg og levering af sand, grus, granit og træflis. Dertil kommer kørsel af pallevarer med truck og arbejde med gummiged. Den nye fire-akslede Iveco Stralis er leveret med en 570 hk Euro-6 dieselmotor og opbygget med kran og hejs. Førerhuset har fået en gang plys indvendigt for at markere, at det nu er 25 år siden, at Morup Mølle Vognmandsforretning begyndte at køre Iveco. - Det er en model til universel brug, der egner sig rigtigt godt til de mange forskellige opgaver, som Morup Mølle Vognmandsforretning udfører. Men den har også en del at leve op til, for den erstatter en bil, der har kørt omkring 2 mio. km med samme drivline gennem alle årene, siger indehaver af Thybo Biler, Henning Mikkelsen. ![]() © Copyright 2023 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |