Tidligere transportminister fik post-mail ved en fejl

Torsdag 2. juli 2020 kl: 09:49
Af: Redaktionen

Ole Birk Olesen, der er en af Liberal Alliance’s tre tilbageværende folketingsmedlemmer, fik forleden ved en fejl en mail om de igangværende forhandlinger om befordringspligten for post i Danmark. Ole Birk Olsen skulle ikke have haft mailen, da han og Liberal Alliance ikke er med i den nuværende aftale om at sikre befordringspligten med PostNord ind til der er fundet en mere blivende løsning. Af mailen fremgår det, at PostNord skal have 112 millioner kroner af Staten for at sikre omdelingen af breve i resten af 2020

- Det er helt skørt, at skatteyderne i 2020 skal betale 112 millioner kroner hvert halve år for at få bragt brevpost ud. Det er en kvart milliard kroner om året. Hallo, emailen er for længst opfundet, siger den tidligere transportminister til Ekstra Bladet.


Ole Birk Olsen fik efter at have modtaget mailen en ny mail, hvor der stod, at det var en fejl, at han havde fået den først email - og at han skulle se bort fra den.


Men Ole Birk Olsen, der i dag må se på Transportministeriet udefra, så ikke bort fra mailen, men fortalte om den til Ekstra Bladet.


PostNord har gennem de seneste år været et af transportpolitikkens udfordringer på Christiansborg, da koncernen har svært ved at få økonomien til at hænge sammen - blandt andet på grund af faldende brevmængder og en mangeårig fortid som etat i Staten med dertil hørende tjenestemænd og livslange pensioner. 


Ole Birk Olesen mener, at opgaven med at uddele breve bør lægges ud til private selskaber - og som minimum sendes i udbud.


I et skriftlig svar til Ekstra Bladet peger transportminister Benny Engelbrecht (S) på, at det for ham er afgørende, at man i Danmark fortsat kan sende og modtage post. Han er derfor tilfreds med, at der er en aftale om, at PostNord tager sig af opgaven året ud.


Benny Engelbrecht oplyser videre, at aftaleparterne på Christiansborg er enige om at arbejde, så der er en aftale om, hvordan befordringspligten fremadrettet skal udformes og finansieres, inden Folketinget åbner igen til oktober.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.