TRANSPORTORGANISATION:

Nu er vejen banet for en klimahandlingsplan for transportsektoren

Mandag 22. juni 2020 kl: 13:57
Af: Redaktionen

S-Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier indgik natten til mandag en klimaaftale med en række initiativer, der skal bidrage til at omstille det danske samfund til en mere bæredygtig fremtid. Aftalen skal efter planen skære 3,4 millioner ton af den danske CO2-udledning. Transportorganisationen ITD peger på, at aftalen kridter banen op til forhandlinger i efteråret, hvor omstillingen af transportsektoren i en mere bæredygtig retning skal fastlægges

Aftalen når også en milepæl for den danske klimaindsats, da der med aftalen er taget en principbeslutning om en skattereform med CO2-afgifter. Indholdet i skattereformen skal diskuteres til efteråret, hvor Folketingets partier og S-Regeringen også skal blive enige om en klimahandlingsplan for transportsektoren.


Med den seneste aftale er der fundet omkring 20 procent af de CO2-besparelser, der skal findes frem mod 2030, hvis Danmark skal komme i mål med ambitionen om at sænke CO2-udledningen med 70 procent. 


Initiativerne inden for transportsektoren er i aftale omtalt i overordnede vendinger, og ITD ser frem til forhandlingerne om den konkrete udmøntning, som skal sikre en hurtig og konkurrencedygtig omstilling.

 
- Hos ITD ser vi frem til, at vejgodstransporten mere aktivt bliver en del af klimahandlingsplanerne. Det er stadigt ukonkret, hvilke tiltag der skal i spil i vores branche, men jo før vi kan komme i gang med forberedelserne frem til 2030, des bedre. For ITD har det aldrig været et spørgsmål om, der skal ske en grøn omstilling af transportsektoren, men udelukkende et spørgsmål om, hvor hurtigt den grønne omstilling kan finde sted. Danske transport- og logistikvirksomheder har nemlig for længst erkendt, at man skal tage hensyn til klimaet og miljøet, når man driver sin forretning, siger administrerende direktør i ITD, Carina Christensen. 
 

Med klimaaftalen er grundlaget lagt for efterårets forhandlinger om, hvordan den grønne omstilling af transportsektoren skal fastlægges, og hvordan aftalen om en grøn skattereform skal udfoldes. 


ITD anbefaler, at forhandlingerne tager udgangspunkt i klimapartnerskabernes anbefalinger.
 

- Den grønne omstilling af transportsektoren kræver, at vi gør tingene på en anden måde, end vi gør i dag. Derfor har ITD samlet en lang række forskellige forslag til initiativer i sin egen klimaplan, ligesom ITD aktivt har taget del i arbejdet i Klimapartnerskabet for landtransport, hvor vi bakker helt op om anbefalingerne. Et af de centrale forslag fra både ITD og Klimapartnerskabet er forslaget om at erstatte det nuværende iblandingskrav med et CO2-fortrængningskrav, hvilket reelt vil være et paradigmeskifte for måden at tænke omstilling af transporten på, siger Carina Christensen.
 

Transportorganisationen ITD har tidligere offentliggjort en klimaplan med titlen ”Dansk vejgodstransport mod en grønnere fremtid”. 

Interesserede kan hente ITD’s klimaplan her:


Interesserede kan se mere om den seneste klimaaftale mellem S-Regeringen og et stort flertal af Folketingets partier her:




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.