Lastbilproducent hilser maut-forlængelse velkommenTorsdag 14. maj 2020 kl: 10:25 Af: RedaktionenLastbilproducenten Iveco, der har hovedsæde i Italien og er en del af den amerikanske CNH-koncern, glæder sig over, at trafikudvalget i den tyske Forbundsdag vil forlænge vejafgiftsfritagelsen for tunge naturgasdrevne lastbiler på de tyske motorveje. Iveco er en af de lastbilproducenter, der har et bredt udvalg af gasdrevne køretøjer Hvis beslutningen i trafikudvalget i den tyske Forbundsdag bliver vedtaget i Forbundsdagen - det ventes at ske i juni - vil køretøjer på over 7,5 tons, der kører på komprimeret og flydende naturgas (CNG og LNG), være fritaget for motorvejsafgift frem til 31. december 2023. Forlængelsen vil gavne transportfirmaer, der kører med gasdrevne lastbiler i og gennem Tyskland. - Hos Iveco glæder vi os over nyheden om, at den tyske Forbundsdags trafikudvalg har fremsat et nyt forslag til behandling i Forbundsdagen om at forlænge afgiftsfritagelsen for tunge naturgaslastbiler, siger Thomas Hilse, der er Iveco Brand President. - Den endelige beslutning, der forventes i juni, vil være en klar anerkendelse af de miljømæssige fordele ved denne teknologi frem mod nul-emissioner. LNG-infrastrukturen vokser med åbning af et stigende antal nye tankstationer, ligesom den der for nylig åbnede i Berlin Potsdam, siger han videre. Han peger på, at forlængelsen sammen med det ekspanderende distributionsnet og de eksisterende statslige subsidier til naturgas sender et klart signal om, at omstillingen til LNG-transport ikke kan stoppes. - Og med biogas vil transporten være emissionsfri, siger han. Iveco, der i over 20 år har leveret gasdrevne køretøjer, peger på, at distributionsnettet for naturgas i dag dækker de vigtigste transportveje gennem Europa - og at det er under udbygning. Antallet af LNG-tankstationer forventes at stige fra 249 i 2019 til over 450 i 2022. Iveco fremhæver også, at et yderligere signal til fordel for at benytte naturgastransport kommer fra den anden side af den tyske grænse, fra Østrig, som har indført en fritagelse for LNG-lastbiler fra det sektorale kørselsforbud for visse godstyper i Tyrol. En ændring af beskatningsreglerne for naturgas er desuden trådt i kraft pr. 1. januar 2020, hvor LNG nu klassificeres som en gas og derfor ikke længere er omfattet af afgiften for fossile brændsler. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |