Dagligvare-koncern vil bruge eget plast-affald til nye plastposerTirsdag 5. maj 2020 kl: 12:08 Af: RedaktionenCoops butikker modtager hver dag varer, som er pakket ind i plastfolie for at beskytte dem under transporten. Det bliver til over 600 ton plast om året. I stedet for at sende plasten videre som affald, indsamler Coop nu folien og bruger den til at fremstille nye genbrugs-plastikposer af. Dermed bidrager Coop til en reduktion af produktionen af ny plast - I Coop har vi ikke bare en ambition om at skære ned på plastikken på vores varer. Vi arbejder også på alle muligheder for at genanvende den plast. Det er den nye genbrugspose et fantastisk eksempel på. Vi har sat plastaffaldet fra vores egne butikker ind i et lukket system, så det nu bliver kørt direkte til plastproducenten og genbrugt i vores nye genbrugsposer, siger ansvarlighedsdirektør Signe Frese. De nye poser er et initiativ under Coop nye Ansvarlighedsstrategi ”Tid til at handle”, der blandt andet har et mål om at reducere koncernens brug af konventionel plastik med 25 procent i 2025. - Det er godt at genbruge plastik. Så husk at bruge din bærepose igen og igen. Og når posen er slidt op, så husk at smide den i plastikcontaineren, så møder du den måske som ny pose et andet sted, siger Signe Frese. De nye poser er i butikkerne nu og vil afløse de gamle, efterhånden som de bliver solgt. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |