Bæredygtig genopretning efter Coronakrisen kan skabe 5.000 job

Tirsdag 5. maj 2020 kl: 11:07
Af: Redaktionen

Grønne investeringer er det, der skal få Danmark tilbage på sporet efter coronakrisen. Det er det centrale i et projekt i Nordjylland, som forener erhvervsliv, 400 energiforskere, offentlige myndigheder og forbrugere i et storskala-testområde, der skal være rugekasse for de kommende års bæredygtige løsninger og samtidig sætte turbo under den erhvervsudvikling, der kan få dansk økonomi tilbage på sporet efter corona-tiden

Med udgangspunkt i S-Regeringens klimamål er en række af Nordjyllands private og offentlige aktører gået sammen om at gøre Aalborg til Green Hub Denmark. Parterne er klar med op mod fem milliarder kroner til initiativet, der skal fremme både jobskabelse og den grønne omstilling af samfundet gennem udvikling, test og anvendelse af bæredygtige teknologier på tværs af forsyningsområder, erhvervsliv og forbrugere.

 
Green Hub Denmark vil være omdrejningspunkt i indsatsen med at nå S-Regeringes mål om en 70 procent reduktion af CO2 inden 2030. I Nordjylland arbejder man i dag med udvikling og test for mange former for nye energiløsninger. 


Nordjylland har:
  • Danmarks mest optimale test af vindmøller i Østerild
  • 400 energiforskere fra Aalborg Universitet til at udvikle teknologien
  • Et af Danmarks største biogasanlæg i Vrå. Det største kraftvarmeanlæg i verden, der kombinerer koncentreret solenergi med en biomassekedel med elektrolyseanlæg, der kan lagre grøn strøm
  • Test af bølgeenergi i Hanstholm og Frederikshavn

Dermed byder det nordjyske område på mange mulighederne for at lave storskala-test og skubbe jobskabelse i en bæredygtig retning.


Green Hub Denmark lægger sig på linie med den grønne plan, som Dansk Industri netop har lanceret for genopretning af dansk erhvevsliv og økonomi efter corona-tiden. DI vurderer, at der er omkring 30.000 nye job i den grønne omstilling de næste par år.
 

Kommer selv med de første fem milliarder kroner
Green Hub Denmark består af flere af Aalborgs markante aktører, herunder Aalborg Kommune, Aalborg Forsyning, Port of Aalborg, DI-Aalborg og Aalborg Universitet. Samarbejdet tog oprindelig udgangspunkt i en anbefaling fra Vækstteam for Grøn Energi- og Miljøteknologis om etablering af fysiske platforme med mulighed for at teste flere teknologier samtidigt i fuld skala på tværs af forsyningsområder.
 

Green Hub Denmark samarbejdet er formaliseret og organiseret i en bestyrelse, og parterne er nu klar med op mod fem milliarder kroner til initiativet.
 

- En ekstraordinær situation kræver ekstraordinære løsninger. Verden står overfor en massiv genopbygning efter coronakrisen. Verden bliver aldrig den samme. Men den kan blive bedre. For vi har en mulighed for at bygge samfundet op igen med innovative grønne løsninger for øje. Der skal skubbes kraftigt til jobskabelsen og væksten i samfundet. For Danmarks skyld og for den globale kamp mod klimaforandringer. Aalborg og Nordjylland tager nu et vigtigt skridt i den retning, lyder det fra borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S).
 

Effekten af at investere fem milliarder kroner over 10 år vurderes til at kunne skabe op mod 5.000 nye job i perioden. 
 

Ved Nordjyllandsværket skal der blandt andet etableres matrikler, hvor private virksomheder kan stille demonstrationsanlæg op og teste ny teknologi inden for forsyningsteknologierne. Ved Port of Aalborg skal investeringerne blandt andet gå til udvikling af fremtidens bæredygtige erhvervspark med fokus på industrielle symbioser, bæredygtig varme, el og køling samt cirkulær produktion, hvor affald håndteres til genanvendelse eller genbrug.
 

- Derudover er det ambitionen, at hele Nordjylland skal bidrage. Nordjylland er i forvejen living lab i forhold til bæredygtig energiforsyningskilder, og det giver os gode forudsætninger for at sammentænke forsyningen af el, varme, gas og vand i intelligente, digitale løsninger, siger Thomas Kastrup-Larsen.
 

Afgørende for både klimamål og vækst
S-Regeringen søsatte sidste sommer klimapartnerskaberne, der blandt andet skal fokusere på mulighederne for at udnytte grøn omstilling og digitalisering til at skabe vækst og innovation. Formand for Dansk Industri og administrerende direktør i COWI, Lars-Peter Søbye, følger Green Hub Denmark-initiativet med stor interesse.
 

- Den grønne omstilling er i fuld gang både herhjemme og internationalt. Selvom vi i Danmark er godt med i form af eksport af bæredygtighedsfremmende produkter og løsninger, skal vi blive endnu bedre og endnu mere innovative over de kommende år. Konkurrencen er hård, og der er brug for et tæt samarbejde mellem offentlige og private parter, hvis vi skal lykkes med både at omstille vores energisektor og konsolidere os som verdensførende inden for intelligente, bæredygtige løsninger, siger Lars-Peter Søbye.
 

EU-støtte kan blive afgørende
EU-Kommissionen forhandler i denne tid om det nye EU-budget, herunder hvor stor en del, der skal gå til grøn omstilling. EU-Kommissionen har erklæret, at i gennemsnit 25 procent af bevillingerne fra budgettet for 2021-2027 skal gå til klimaprojekter. I Aalborg har man en ambition om, at Green Hub Denmark skal hjemtage en del af puljen.
 

- Skal Green Hub Denmark realisere sit fulde potentiale, kræver det på sigt endnu flere investeringer. Det er klart, at vi med regeringens hjælp vil gå efter at få del i de midler, som EU afsætter til grøn omstilling, siger Thomas Kastrup-Larsen.
 

Fakta om Green Hub Denmark:
  • Bag Green Hub Denmark står:
  • Aalborg Kommune
  • Port of Aalborg
  • Aalborg Universitet
  • DI Aalborg
  • Erhverv Norddanmark
  • ErhvervsNetværk 9220
  • Aalborg Forsyning
  • RenoNord
  • Himmerland Boligforening
  • Invest in Aalborg
  • House of Energy
  • Business Region North Denmark




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.