Corona-situationen har haft en positiv effekt på antal trafikulykkerTorsdag 23. april 2020 kl: 15:02 Af: Redaktionen![]() I marts faldt antallet af skadede og omkomne i ulykker på de danske veje. I faktiske tal blev der registreret 159 tilskadekomne i trafikken i marts, hvilket er under det hidtil laveste niveau, der var på 174 tilskadekomne i februar 2018 og det ind til nu laveste antal siden Vejdirektoratet begyndte at opgøre statistik på området i 1985 - Det er uden tvivl effekten af coronakrisen, vi kan se i tallene. Når personbiltrafikken falder så kraftigt, som det er sket i de seneste uger, så smitter det helt naturligt også af på ulykkesstatistikken, siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet. Lavt antal dræbte Også på andre parametre end tilskadekomne er ulykkestallene for marts lave, om end ikke rekordlave. Ifølge de foreløbige ulykkestal omkom ni personer ved trafikulykker i marts i år. Vejdirektoratet peger på, at tallet er lavt, men ikke usædvanligt. Eksempelvis var tallet syv i februar 2018 og otte i marts 2014 og april 2017. De seneste fem år har gennemsnittet været på 14 omkomne ved trafikulykker i marts. Hvad angår antallet af materielskadeulykker, er der foreløbigt registreret 634 i marts i år, hvilket også ligger under det sædvanlige niveau. I de seneste fem år har der i gennemsnit været 706 materielskadeulykker i marts. Vejdirektoratet peger på, at det ikke helt usædvanligt at opleve måneder med så få materielskadeulykker. I februar 2017 var der 573 og i marts 2016 var der 629. Vejdirektoratet formoder, at tendensen med lave ulykkestal vil vedblive i hele den periode, hvor samfundet er delvist lukket ned for at forhindre smittespredning. Det er dog stadig for tidligt at spå om de konkrete trafiksikkerhedsmæssige konsekvenser af Coronakrisen. - Vi skal have mere data over en længere periode, før vi kan sige noget præcist om Coronatiltagenes påvirkninger af trafiksikkerheden, siger Marianne Foldberg Steffensen. - Det er dog en udvikling, som vi følger tæt.” Vejdirektoratets ulykkestal stammer fra politiets ulykkesrapporter. Når månedstallene opgøres, er de altid et estimat, da alle fakta om ulykkerne og de tilskadekomne ikke indtastes i databasen med det samme. Denne usikkerhed om månedstallene kan for marts 2020 muligvis være forstærket af, at politiet under Coronakrisen kan have mere fokus på andre opgaver end indtastning af ulykkesrapporter. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |