Kranchauffør med lang uddannelse skal betale fuld pris

Mandag 20. april 2020 kl: 14:00
Af: Redaktionen

Ifølge transportorganisationen ITD er en kranbilschauffør fra Nordjylland blevet præsenteret for et krav om at skulle betale 7.500 kroner i deltagerbetaling for at kunne deltage i det lovbefalede chaufførefteruddannelseskursus, som skal gennemføres hvert femte år. Chaufføren fik fra sin skoleudbyder oplyst, at han skulle betale den fulde deltagerbetaling, fordi han har gennemført en lang videregående uddannelse

Reglerne siger, at akademikere ikke kan opnå VEU-godtgørelse.

 
-  Der er urimeligt i et sådant tilfælde at møde en betalingsmur, blot fordi man har en lang videregående uddannelse bag sig. Det er samtidig stærkt skuffende, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på flere ministerspørgsmål, der blev stillet af Venstres Ellen Trane Nørby, blot svarer, at regeringen aktuelt ikke har planer om at ændre reglerne, siger chefkonsulent i ITD, Anders Jessen. 


ITD mener, at målet om det fleksible arbejdsmarked alt andet lige går fløjten ved den nuværende regel.



- Transporterhvervet står over for store problemer med manglende tiltrækning af arbejdskraft, ikke mindst på chaufførområdet, og branchen gør rigtig meget for at få andre grupper end de sædvanlige til at komme ind i vores branche. Når det så endelig lykkes, risikerer medarbejderne og virksomhederne at blive straffet med urimelige betalingsbestemmelser. AMU er skabt til at få flere i arbejde, men den nuværende betalingsregel hindrer reelt at få andre grupper end de traditionelle i arbejde i transportsektoren, påpeger Anders Jessen.



ITD understreger, at organisationen vil arbejde på at få reglerne ændret.



Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.