Vognmand i Vendsyssel får svensk bus med kinesisk bygget karrosseriFredag 31. januar 2020 kl: 15:30 Af: Redaktionen![]() Der skulle gå næsten ti år, fra Scania præsenterede den første Scania Touring-turistbus, til det første eksemplar fik danske nummerplader på. Det skete for et par måneder siden, da Hirtshals Turistfart modtog en ny Scania Touring i bytte for en Scania Irizar PB fra 2004 Siden introduktionen af Scania Touring for knap ti år siden, er der produceret og leveret næsten 3.000 Touring-busser i forskellige udførelser. Fælles for dem alle er, at den senest producerede er lidt bedre end den forrige, da Scania løbende har udviklet og moderniseret model-programmet. Touring som to- og tre-akslet i tre længder - Vi har løbende fået forespørgsler på Scania Touring fra interesserede danske kunder, men vi har vurderet, at den først nu er helt klar til det krævende, danske busmarked. Til gengæld kan vi nu stå 100 procent inde for både kvalitet, ydeevne og services, siger Erik Rolvung, der er salgsdirektør for Bus hos Scania Danmark. - Vi kan se, at Touring klarer sig rigtig godt i forhold til sammenlignelige busser på især det nordeuropæiske marked, herunder i høj grad også i Skandinavien, så nu giver vi den fuld gas også her i Danmark, fastslår han. Scania Touring modelprogrammet består af højdækker-busser på 12,1 og 12,9 meters længde som to-akslet samt 13,7 meters længde som tre-akslet med plads til 47-59 passagerer plus chauffør og eventuel guide. Touring-programmet er kendetegnet ved, at bussen er designet og udviklet af Scania i Södertälje ved Stockholm, hvor også bussernes komplette drivliner med motor, gearkasse og bagaksel samt chassis og førerplads bliver produceret. Svensk-kinesisk samarbejde Karosseriet er udviklet i samarbejde med den kinesiske busproducent Higer og monteres på chassiset på Scania og Higers fælles fabrik i Suzhou i nærheden af Shanghai i det østlige Kina. Den moderne fabrik blev indviet i 2016, og siden er der rullet over 1.200 Touring-busser ud af fabriksportene til godt 40 markeder over hele verden - herunder nu også til det danske. Når busserne efter en omfattende kvalitetskontrol er klar til afskibning, sejles de til Antwerpen i Belgien, hvor Scania’s Delivery Center tager imod busserne og giver dem et yderligere kvalitetstjek. Det er også her, at busserne udrustes med europæisk producerede passagerstole, inden de sendes videre på egne hjul til de europæiske modtagerlande. På turen fra Belgien til Scania Danmarks buscenter i Aarhus kørte en første dansk-indregistrerede Scania Touring 6,18 km/liter. - Med de seneste produktudviklinger er Scania Touring mere end konkurrencedygtig mod tilsvarende busser på det danske marked. Det gælder ikke mindst på driftssikkerhed, totaløkonomi og miljøegenskaber, som i kraft af Scanias legendariske 13-liters Euro 6-motorer leverer fremragende brændstoføkonomi til kørsel på markedets bredeste udvalg af brændstoftyper som diesel, biodiesel (FAME) og HVO, siger Erik Rolvung. Mange trumfer - Af øvrige trumfkort byder Scania Touring på ægte Scania-egenskaber, når det gælder specifikationsmuligheder, kvalitet, servicenetværk, adgang til Scania Assistance nødservice fra det fintmaskede servicenetværk, finansierings- og forsikringsydelser, opkoblings-services og meget mere. Både busserne og serviceydelserne drager stor nytte af familieskabet med Scanias lastbiler, der har givet os en position som markedsleder i flere år i træk, siger Erik Rolvung. Den første danske Scania Touring blev en alsidig, K-EB 4x2 bus på 12,1 meter med 51+1+1 siddepladser. Den er udrustet med en seks-cylindret 13-liters Euro 6-dieselmotor på 410 hk med et maksimalt drejningsmoment på 2.150 Nm i kombination med en otte-trins gearkasse med fuldautomatisk Opticruise gearskiftesystem og integreret fem-trins retarder samt enkelt-reduceret bagaksel med 2,92 i udveksling. Stål, aluminium og komposit Karosseriet på Scania Touring er opbygget i galvaniseret stål, aluminium og komposit-materialer og er udrustet med sideforskydelige Kiel1020 komfortstole med klapborde og to-punkts sikkerhedsseler, Konvekta KL85T-klimaanlæg og Valeo oliefyr samt Bode for- og midterdør. Det gennemgående bagagerum mellem akslerne med parallelt-gående, trykluftbetjente sidelemme og fladt gulv rummer ca. syv kvadratmeter, og bussen er desuden leveret med fuldt udstyret toilet med varme. Førerpladsen er indrettet med fuldt justerbar Isri-førerstol med varme og vibration tilkoblet vognbane-assistenten, ergonomisk multi-justerbart rat, overskuelig og logisk indrettet instrumentgruppe hentet fra Scanias seneste lastbil-generation. Dertil kommer separat, opvarmet chaufførrude, monitor til bak- og dørkameraer, Bosch Professional III audio/DVD-anlæg med to monitorer, og chaufføren råder desuden over sikkerhedssystemer som ESP, EBS, ABS, ACC, LDW, Hill Hold, vejesystem på begge aksler, centrallås med fjernbetjening og med mere. To demo-busser på vej til Danmark Scania Danmark vil i løbet af foråret have to Scania Touring demo-busser til rådighed på det danske marked. De er begge specificeret som fuldblods turistbusser i luksus-segmentet i tre-akslet version på 13,7 meter med henholdsvis 53+1+1 og 57+1+1 siddepladser. De er udrustet med den kraftigere 450 hk-version af den 13-liters motor samt 12-trins gearkasse med fuldautomatisk Opticruise gearskift, så skulle der sidde en dansk kunde, der har travlt, er de to demo-busser naturligvis også til salg i en hurtig handel. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |