To flypassagerer blev afsløret med knap syv kilo kokain

Mandag 6. januar 2020 kl: 13:23
Af: Redaktionen

Tirsdag 17. december blev to personer udtaget til kontrol af toldere i Københavns Lufthavn i Kastrup. De to personer ankom fra Sydamerika, og kontrollen af deres kufferter afslørede 4,75 liter flydende kokain plus 2,1 kilo kokain i fast form - i alt 6,85 kilo kokain

- Vi udtog passagerne i forbindelse med en toldkontrol i lufthavnen, hvor tolderne fattede mistanke og opdagede næsten syv kilo kokain. Det er et imponerende fund og et flot stykke kontrolarbejde. Politiet står nu for den nærmere efterforskning, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen Preben Buchholtz om kokainbeslaget.


- Vores toldkontrol bygger på stikprøver, intelligente risikovurderinger og overvågning døgnet rundt. I samarbejde med politiet har vi fokus på flere typer af euforiserende stoffer, ikke mindst kokain, der er ekstremt sundhedsskadeligt, siger han videre.


Toldstyrelsen har i dag 800 medarbejdere til at sikre smidig handel og effektiv toldkontrol og kontrollerer de ydre grænser med kontrolenheder i hele landet, hvoraf Københavns Lufthavn og grænseovergangen i Padborg er de største.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.